Korrekt jeg har været beæret med mange skønne gæster i den forgangne tid – og vil ikke snyde jer læsere for at tage med på oplevelse. Men først lige en lille advarsel. Vi skal tilbage til oktober måned, hvor mine venner fra England holdt 14 dages oplevelsesrig ferie i Uganda. Rachael og Brian landede en tidlig fredag morgen, dog noget betuttede uden nogen form for bagage. Flyværterne, British Airways, skulle den kommende uge vise sig som det mindst samarbejdsvillige selskab man overhovedet kan forestille sig. Jeg vil spare jer for detaljerne i de lange tlf. samtaler, men jeg tror BAs personale har været på en slags psykologikursus for at kunne glide så glat og upåvirket af på vores forsøg på at holde dem ansvarlige. Første lovning hed sig at bagagen ville lande tre dage senere – altså BA har ingen samarbejdspartnere der kunne få taskerne frem i weekendens løb. Tidligt mandag ringede vi til deres oplysning – naturligvis et dødt tlf. nr. Vi tog turen til Entebbe – hellere proaktive end at spilde en hel dag på at vente på MS. Men men men….bagagen viste sig stadig at befinde sig i London. Som damen sagde: This is Africa you know – og hvordan det lige skulle forklare at fejlen lå i London har jeg endnu ikke helt fanget! Næste levering, som de lovede var sikker, hed så onsdag. Håbefulde drog vi op gennem landet og regnede med at fange bagagen ved en flylevering i Arua – mente nu nok lige at BA allerede på det her tidspunkt måtte gå til yderligheder for at bevare deres ellers så gode renommé.
Onsdag morgen ved morgenbuffeten på Paraa Lodge blev vi glædeligt overraskede over opringningen fra BA. Bagagen var ankommet til Uganda og de ville straks sende den med Eagle Air indenrigs til Arua. Skønt – og vi tillod os en dukkert i landets mest attraktive pool inden turen gik til West Nile. Køreklar var der lige en opringning mere….BA havde så alligevel ikke fået taskerne ombord på Eagle… Og dermed havde familien Taylor lige to dage mere uden deres egne ting. Taskerne modtog de først fredag da de igen nåede Kampala – og dermed var den halve ferie foretaget i lånte gevandter. Til Rachaels store held havde jeg et par små størrelse liggende bagest i skabet fra livet før Uganda – og Brian fik nødhjælpsgarderobe hos min nabo og kollega, Peter Tholstrup.
I går skrev Rachael at BA endelig havde svaret på deres klage og kun kunne kompensere for svig og smerte med i alt 80£ - og bemærk hændelsen skete i oktober! Havde dette været et enestående tilfælde med BA ville jeg stadig anbefale dem som et godt bud på en rejse til Uganda. Men på samme tid landede Rachaels bror, Rob, med sin kone i Tanzania. Deres bryllupsrejse begyndte også uden konens bagage. Kort tid efter kom to MS kolleger fra Danmark til møder mm hernede – samme historie – ingen tasker og flere fly ankom fra London uden de var med. Så landede familien Wichmann dog var det kun Rasmus der måtte undvære sin klapvogn de første dage – og sidst er min nye kollega, Tage, ankommet – også uden bagage.
Well, døm selv, men jeg synes den historie er rigtig kedelig for BA!
Comments