Sidst jeg så Rachael og Brian var da jeg iført et funky skrud var bridesmaid til deres overdådige bryllup på Crathorne Hall for fire år siden. Der var altså ikke tid til ærgrelser over BA. Rachael er min ’gamle’ rejseveninde fra tiden på den australske vestkyst. Siden har vi holdt ferier sammen i Danmark og England samt en iskold juleshopping i Stockholm.
Nu var turen kommet til et nyt kontinent og mit hjemland, Uganda.
Jeg var værtinde den første uge inden jeg måtte forlade mine gæster og drage på kursus i Tanzania.
Ekspres-turen gik under navnet ’Kys Ugandas Grænser’ – og det var lige hvad vi gjorde.
Startede ved Sipi Falls, Mt. Elgon på grænsen til Kenya. Her nød vi forkælelse på et af mine favoritsteder i Uganda. Lacam Lodge er den perfekte ramme for en aktiv weekend. Med vandringer ad stejle skråninger, gennem små opdyrkede landmandssteder, til bunden af det høje smalle Sipi vandfald, op ad klipperne til flagermushuler og langs landsbyvejen til Kapchowa, hvor de lokale tørrer dagens høst af kaffebønner.
Lacam ligger højt og byder på kølige aftener. Vi varmede os med bål og cognac og sladrede til langt ud på natten, der var meget at indhente om livet, familie og venner. Helt uforstyrret af elektrisk lys nød vi den kulsorte afrikanske nat med at væld af stjerner på himlen. Det uforstyrede liv på klippens kant understreges af at lodgen er blandt landets tilbud på øko-ferie. Der er ingen elektricitet, så elektronisk udstyr får blive hjemme. Hytterne er bygget i træ og bambus, med eget bad og toilet - sidstnævnte genialt indrettet som et gammeldags das, som 'natmanden' tømmer flere gange dagligt. Det har jo ikke været muligt at springe klipperne for at lave træk&slip løsninger. Stedet brillierer ved lækre måltider og udsøgt betjening - den mest servicemindede i landet.
På vej tilbage til Kampala fortsatte forkælelsen på Nile Porch i Jinja. Udover at nyde den charmerende by med dens små fiskerlejer, hyggelige hovedgade og suveræne restauranter dasede vi ved poolen med udsigt over det brusende Bujagali vandfald – det første fald på Nilen.
Via Kampala – og som bekendt Entebbe – gik turen nordpå. Jordvejene omkring Masindi gjorde turen særlig adventurous da regntiden havde gjort den til en smal rød mudret skøjtebane, med uforudsigeligt dybe vandpytter langs siden.
Et 'uundgåeligt' stop i Murchinson Falls National Park med obligatorisk sejltur på Nilen, safari i nordsidens floddelta og en nat på Paraa – og vi var klar til at det rigtige Afrika: Koboko - og altså grænserne til Congo og Sudan. Efter jeg rejste til Tanzania rejste Rachael & Brian rundt i Sydvest Uganda og nåede dermed grænserne til Rwanda og Tanzania.
Comments