Jeg er meget imponeret over mængden af det, der er blevet samlet ind af Sanne og Martin, samt et stort netværk blandt vores familier og venner. Hold fast ungerne hernede må virkelig undre sig over at danske børn kan undvære alle de ting – men det er ikke sikkert den kobling når at opstå midt i målløshed og vild begejstring. Det var med en anelse nostalgi at jeg i de forgangne dage har sorteret, pakket og delt ud. Legetøj fra min egen barndom dukkede op, sværd med navne på venners børn, spil der minder om gode engelsktimer på Vestre Skole – poser fra diverse butikker jeg snart igen skal frekventere (jubiiii) – og midt i alt det dukker et fint giraf-postkort med teksten Jeg har set dig… op. Bagpå står der: Hej Anne, Disse ting er til Uganda. Hilsen Marias mor.
Det er bare så dejligt at fornemme at folk virkelig har gidet bidrage, især når jeg nu oplever hvor glade de fleste folk bliver hernede over at der er blevet tænkt på dem, fordi de nu engang må lide under at stå på yderst på vippen i en skæv verden.
Comments