Det var nok mest af alt den skepsis, der mødte Peter og jeg da vi sammen med et par håndfulde andre kolleger var taget på sporet af sydsudanesernes behov for voksenundervisning. En opgave, der tjente det formål at få nogle vidneudsagn således MS kan forsvare at søge penge til formålet. Undskyld den lurende kynisme i min beskrivelse, men det var bare en nærmest pinefuld opgave eftersom man ikke behøver at være den store stifinder for at få øje på netop det kolossale altoverskyggende behov for netop en sådan indsats i det efterkrigshærgede land. Så skam jer I donorer, der ikke blot kan lægge 2 og 2 sammen og skynder jer at sende en check: Vi taler Sydsudan, et af verdens absolut mest underudviklede lande på alle områder, splittede familier, flugt, krig og uro siden 1956 – hvad tror i selv om uddannelsesniveauet??? En ting er at man ikke behøver pudse sine lækre Gucci-solbriller for at se dette, noget andet er lokalbefolkningen er trætte, lede og kede af at blive rendt på døre af dumme danskere og andre blegfede europæere og amerikanere, der netop er steget ud af en dieselkonsumerende Toyota med aircondition, for at spørge hvordan det går. Folk er mætte, men kun af den slags og ikke af mad. Peter og jeg tog deres mæthed meget alvorligt, da vi begav os langt ud på landet i alverden afkroge for at få et indblik i uddannelsessituationen – tro mig: Den kunne ikke været værre! Direkte og indirekte fik vi vores svar. Mændene vil gerne lære et håndværk, der kan skaffe hurtige penge til familien. Kvinderne vil gerne lære engelsk og matematik for at kunne konkurrere med mænd om kontorstillinger – og for at kunne tale med sådan nogen udefra som os:o) Det var ikke overraskende svar. En enkelt kvinde ville gerne lære computer – hun bor i en landsby, der er genopstået indenfor det sidste år, hvor folk stille og roligt vender tilbage fra gemte og glemte liv i bushen. De færreste har været i skole og de få, der har stiftet bekendtskab med skolebænken, har kun gjort det et par år højst sandsynligt med en lærer uden uddannelse. Et sted møder vi folk i deres kirke. Det er søndag morgen og vi gjorde det igen – troede på at noget startede til tiden, som i dette tilfælde var kl. 10. Vores ventetid de næste par timer gav som altid en helaftensfilm af billede til den indre biograf. Vi sidder – som kun biskoppen – på lave stole. Kirken er en stor oval af stolper uden vægge. Taget af græs er blæst af eller faldet sammen flere steder. Y-pinde er sat i jorden og lange tværpinde mellem dem danner de kirkebænke, der snart fyldes op. Et antal præster er mødt op, de havde træf dagen forinden for at diskutere, hvilke aktiviteter og hjælp kirken skal byde lokalområdet. Et par af dem slår kirkeklokken an på nogle godt slidte trommer lavet af store dåser fra amerikansk produceret madolie. Kirken fyldes efterhånden til lyden af trommerne, især af kvinder og børn møder op, de fleste med deres egen salmebog om end de aldrig har lært at læse. Prædike’stolen’ står lige foran mig. Det er en stolpe i jorden, med et lille klæde over toppen. For foden af den står kirkebøssen - en skæv fletkurv uden låg til dagens indsamling. Gudstjenesten går i gang og jeg får en fornemmelse af at folk føler deltagelse. Her er det ikke kun præsterne der taler, men almen kirkegænger får lov at prædike. Damen ved siden af mig er en af dem, hendes næse mangler næsten. En anden kvinde har et tandsæt med et helt ubegribeligt overbid – og jeg tænker endnu engang på mine privilegerede teenageår med munden fuld af togskinner! Flere af kvinderne har medbragt rasler af kalabas og selvom der er højt til loftet i den åbne kirke fylder de rummet med deres stemmer og musik. En hund trisser ind og lægger sig ved prædikestolen. Udenfor i den blændende sol er der udsigt til bjergene – i et træ hænger en computertaske. Vi taler med kirkegængerne efter gudstjeneste. Vi føler os velkomne, men deres skepsis kan ikke skjules. En kvinde slutter af med at sige: Det er som om I kommer for at stjæle idéer fra os, men vi ved ikke om I kommer tilbage til os med dem. Realiteten i det udsagn er ikke til at tage fejl af. Hun og hendes naboer er blevet skuffet af mange nysgerrige organisationer før. Turen og opgaven har printet sig dybt ind i mig. Jeg kender udmærket de faglige argumenter for at foretage sådanne undersøgelser. Jeg er ikke uenig i disse, men måske nok en anelse kritisk overfor hvilke metoder man anvender for at nå sit mål. Derfor kan det til tider være ubeskriveligt hårdt at holde den faglige distance når nogle af verdens fattigste folk føler sig holdt for nar ved ens tilstedeværelse. Dagligt grubler jeg over hvordan vi mennesker anskuer tingene meget forskelligt – afhængigt af brillerne der ser – og jeg kan konkludere, at de mange vidunderlige sydsudanesere, hvis vej vi krydsede, ikke opfatter folkelig deltagelse helt som vi. For dem er det at deltage i konkrete udbytterige, lærerrige aktiviteter – ikke at lægge ord til en donoransøgning. Der er lang vej til den forståelse af deltagelse. Lad os håbe at donorerne i denne omgang forstår den strenge nødvendighed af at MS kan hjælpe sine partnere i Sydsudan med at skabe undervisningstilbud og på sigt folkelig deltagelse på alle planer








Recent Comments