Dorthe i Uganda/Sudan

Dumme danskere og Toyota udvikling

Det var nok mest af alt den skepsis, der mødte Peter og jeg da vi sammen med et par håndfulde andre kolleger var taget på sporet af sydsudanesernes behov for voksenundervisning. En opgave, der tjente det formål at få nogle vidneudsagn således MS kan forsvare at søge penge til formålet. Undskyld den lurende kynisme i min beskrivelse, men det var bare en nærmest pinefuld opgave eftersom man ikke behøver at være den store stifinder for at få øje på netop det kolossale altoverskyggende behov for netop en sådan indsats i det efterkrigshærgede land.

Så skam jer I donorer, der ikke blot kan lægge 2 og 2 sammen og skynder jer at sende en check: Vi taler Sydsudan, et af verdens absolut mest underudviklede lande på alle områder, splittede familier, flugt, krig og uro siden 1956 – hvad tror i selv om uddannelsesniveauet???

En ting er at man ikke behøver pudse sine lækre Gucci-solbriller for at se dette, noget andet er lokalbefolkningen er trætte, lede og kede af at blive rendt på døre af dumme danskere og andre blegfede europæere og amerikanere, der netop er steget ud af en dieselkonsumerende Toyota med aircondition, for at spørge hvordan det går. Folk er mætte, men kun af den slags og ikke af mad.

Peter og jeg tog deres mæthed meget alvorligt, da vi begav os langt ud på landet i alverden afkroge for at få et indblik i uddannelsessituationen – tro mig: Den kunne ikke været værre! Direkte og indirekte fik vi vores svar. Mændene vil gerne lære et håndværk, der kan skaffe hurtige penge til familien. Kvinderne vil gerne lære engelsk og matematik for at kunne konkurrere med mænd om kontorstillinger – og for at kunne tale med sådan nogen udefra som os:o) Det var ikke overraskende svar. En enkelt kvinde ville gerne lære computer – hun bor i en landsby, der er genopstået indenfor det sidste år, hvor folk stille og roligt vender tilbage fra gemte og glemte liv i bushen. De færreste har været i skole og de få, der har stiftet bekendtskab med skolebænken, har kun gjort det et par år højst sandsynligt med en lærer uden uddannelse.

Et sted møder vi folk i deres kirke. Det er søndag morgen og vi gjorde det igen – troede på at noget startede til tiden, som i dette tilfælde var kl. 10. Vores ventetid de næste par timer gav som altid en helaftensfilm af billede til den indre biograf.

Vi sidder – som kun biskoppen – på lave stole. Kirken er en stor oval af stolper uden vægge. Taget af græs er blæst af eller faldet sammen flere steder. Y-pinde er sat i jorden og lange tværpinde mellem dem danner de kirkebænke, der snart fyldes op. Et antal præster er mødt op, de havde træf dagen forinden for at diskutere, hvilke aktiviteter og hjælp kirken skal byde lokalområdet. Et par af dem slår kirkeklokken an på nogle godt slidte trommer lavet af store dåser fra amerikansk produceret madolie. Kirken fyldes efterhånden til lyden af trommerne, især af kvinder og børn møder op, de fleste med deres egen salmebog om end de aldrig har lært at læse.

Prædike’stolen’ står lige foran mig. Det er en stolpe i jorden, med et lille klæde over toppen. For foden af den står kirkebøssen - en skæv fletkurv uden låg til dagens indsamling. Gudstjenesten går i gang og jeg får en fornemmelse af at folk føler deltagelse. Her er det ikke kun præsterne der taler, men almen kirkegænger får lov at prædike. Damen ved siden af mig er en af dem, hendes næse mangler næsten. En anden kvinde har et tandsæt med et helt ubegribeligt overbid – og jeg tænker endnu engang på mine privilegerede teenageår med munden fuld af togskinner! Flere af kvinderne har medbragt rasler af kalabas og selvom der er højt til loftet i den åbne kirke fylder de rummet med deres stemmer og musik. En hund trisser ind og lægger sig ved prædikestolen. Udenfor i den blændende sol er der udsigt til bjergene – i et træ hænger en computertaske.

Vi taler med kirkegængerne efter gudstjeneste. Vi føler os velkomne, men deres skepsis kan ikke skjules. En kvinde slutter af med at sige: Det er som om I kommer for at stjæle idéer fra os, men vi ved ikke om I kommer tilbage til os med dem. Realiteten i det udsagn er ikke til at tage fejl af. Hun og hendes naboer er blevet skuffet af mange nysgerrige organisationer før.

Turen og opgaven har printet sig dybt ind i mig. Jeg kender udmærket de faglige argumenter for at foretage sådanne undersøgelser. Jeg er ikke uenig i disse, men måske nok en anelse kritisk overfor hvilke metoder man anvender for at nå sit mål. Derfor kan det til tider være ubeskriveligt hårdt at holde den faglige distance når nogle af verdens fattigste folk føler sig holdt for nar ved ens tilstedeværelse. Dagligt grubler jeg over hvordan vi mennesker anskuer tingene meget forskelligt – afhængigt af brillerne der ser – og jeg kan konkludere, at de mange vidunderlige sydsudanesere, hvis vej vi krydsede, ikke opfatter folkelig deltagelse helt som vi. For dem er det at deltage i konkrete udbytterige, lærerrige aktiviteter – ikke at lægge ord til en donoransøgning. Der er lang vej til den forståelse af deltagelse. Lad os håbe at donorerne i denne omgang forstår den strenge nødvendighed af at MS kan hjælpe sine partnere i Sydsudan med at skabe undervisningstilbud og på sigt folkelig deltagelse på alle planer

Ny i Sudan

Det sidste halve år har jeg haft fornøjelsen af ikke blot at introducere Vibeke til Sudan, partnerne og miljøet deroppe, men også Behzad og senest Peter Hersted. Dejligt at andre får øjnene op for de enorme behov der har vist sig så tydeligt for mig de sidste år og dejligt at de deler min og Camillas begejstring for Sydsudan.

Det være sagt selvom Behzad mener der er lige rigeligt African time og leflen for autoriteterne - men det virker når man har øvet sig længe:o)

Turen med Behzad handlede bl.a. om, at udse det bedst tænkelige kontor til MS – det første officielle af sin slags i Sydsudan, så det var et vigtigt ærinde. Selvom vi bankede på mange døre, talte smigrende på diverse kommunekontorer og svedige vandrede Yei tyndt fra a-z var det ret lige til. Udbudet er absolut begrænset med mindre man selv vil bygge. 

Det vil MS gerne, men et midlertidigt kontor er nødvendigt for at vi kan vise flaget og være med i det store kapløb de internationale organisationer imellem.

MS har dermed overtaget et fint lille hus efter Dansk Flygtningehjælp, beliggende med skøn udsigt over den hyttebelagte landsby – og miner i de omkringliggende marker. Kontoret er nu indtaget af vores nye Programme Officer, Emmanuel, den femte PO’er jeg har arbejdet sammen med om Sudan. Håber at Emmanuel er en mere vedvarende løsning dels for MS, dels for min evt. efterkommer, dels for de partnere vi har i Sudan. Eftersom han selv er sudaneser og nu bosat i Yei skulle der være en rimelig chance.

At have ’nye’ MS kolleger med i Yei har også budt mig på nye overnatningsforhold. Ikke alle har overskud til de noget primitive omstændigheder på Yei ressource center (gæstehuset ved et af bibliotekerne jeg arbejder med - og hvor Camilla boede fast i tre mdr), så vi har boet lidt ’finere’ ude i byen. Til gengæld uden at der kunne serveres aftensmad og da sikkerhedsomstændighederne har gjort, at vi ikke har været på gaden efter mørkets frembrud har det kun været et at gøre – selv at gå i køkkenet. Det har givet et vis deja-vu om laaange togrejser gennem Kina – menuen har nemlig stået på two-minute-noodles. Lidt mere ekstravagant proviant har vi dog haft med: Tun, oliven, pesto, tørret frugt og nødder, kiks, brød og Behzads farverige bolcher samt halvfrisk frugt fra det lokale marked. En enkelt gang endte vi i et orgie af selvforkælelse, da vi til vores store begejstring opdagede at byen mest kreative kvindeprojekt havde startet bageri. Mage til chokoladekage fås ikke på dette kontinent!

Den gav energien til at fortsætte vandringen rundt i byen, hvor et stort stykke fodarbejde skulle gøres for at MS kan blive en del af organisationsnetværket i Yei.

Uddannelse for fred

Er ikke som at klø sig selv i nakken, men vi klør på! Vibeke og jeg besøgte et par af de voksne deltagere i folkeoplysningsprogrammet Uddannelse for fred.

I Yei by var det dejligt at opleve en stor deltagelse af kvinder. Måske jeg endda kan tillade mig at tale om en nyopstået kvindelig elite af militærfruer. I hvert fald var det nyt for mange disse kvinder, hvis mænd er commanders i hæren, at de pludselig har tid til at genoptage deres skolegang. Det skyldes, at man indenfor det sidste års tid er begyndt systematisk at aflønne de helte, der har kæmpet Sydsudans lange seje kamp  mod frihed for undertrykkelse.

Nu hvor disse kvinders mænd får løn betyder det mindre arbejde i marken samt de ikke skal bekymre sig om at tjene på salg af afgrøder på det lokale grøntmarked – dermed mere tid til f.eks. skolegang. Nogle starter nærmest fra bunden og de har ligeledes barnets begejstring for deres lærer hvad enten det er engelsk eller matematik.

Denne etablerede voksengruppe modtager som led i deres undervisning også Uddannelse for fred.

Projektet køres bl.a. af min partnerorganisation, NSEA, og udfordringer er der nok af. Det samfundsfaglige indhold om menneskerettigheder, demokrati, valgprocedurer mv. er meget abstrakt for deltagerne for slet ikke at tale om de lokale undervisere – civic educators. Det er mange ting de pludselig er vågnet op til at må få indblik i. Emner der indtil i dag har været tabuiserede i det stærkt militariserede land.

Selvom indholdet driller vil folk gerne møde op. Men også på det område er udfordringerne næsten ikke til at bære. Vi har forsøgt at tilrettelægge undervisningen som noget løbende – noget fast tilbagevendende at tro på om man vil. Derfor aftaler civic educators med deltagerne hvilken ugedag der passer dem bedst for så at fastholde den fremover.

Men men men….den enorme skrøbelighed folk lever i. Det er meget svært for folk at deltage i noget over en længere periode. Dels er der marken der skal plejes, dels rammes folk på stribe af sygdom og dødsfald. Er der regntid er vejene ufremkommelige og floder umulige at passere. Den håbløse infrastruktur gør det svært for folk at komme frem, svært for civic educators at komme ud og nærmest umuligt for deres supervisorer at følge slagets gang på tæt hold.

Alt det og meget mere skal der findes løsninger på så folk kan modtage kvalificeret undervisning, viden og information. I sidste ende skal det hjælpe dem til at træffe rigtige valg, når Sydsudaneserne i 2011 skal stemme om hvorvidt de vil være selvstændigt eller stadig hører sammen med Nordsudan.

Håbløst, vil nogen sige! Jeg giver jer nogle gange ret, men også vanvittigt unikt og pirrende at være medspiller i en sådan demokratiserings proces.

Jeg anbefaler i høj grad at læse flere artikler om miljøet og udfordringerne i vores arbejde i Sydsudan ved at klikke på de indsatte links.

Er de modtagelige?

Som lærer og i mit tilfælde som udviklingsarbejder kan man ikke måle resultaterne af sit arbejde fra dag til dag. Anderledes er det at bygge skoler, biblioteker eller brønde, hvor det færdige resultat af dagens indsats kan fotograferes inden man går til fyraften. Indimellem skal jeg derfor minde mig selv om at uddannelse er en længere proces, og at det kan tage generationer før det er synligt – især i et konfliktfyldt efterkrigshærget land, hvor mange mennesker ikke har haft mulighed for skolegang og størstedelen af dem der har ikke er nået over 3. klassetrin.

Det forlyder, at hvis Sydsudan skal kunne leve op til 2015 målene om at sikre grundskoleuddannelse for alle, lader det sig kun gøre hvis halvdelen af den nødvendige uddannelsesservice varetages af hjælpe-udviklingsorganisationer.

En del af min jobbeskrivelse lyder på at modtageliggøre lokalbefolkningen. Jeg tror på de er modtagelige – men i deres egen rækkefølge og ikke fordi jeg har overbevist dem. Det kræver derfor at man er stærk i troen når man arbejder med uddannelse i Sudan.

Ja jeg er overbevist om at uddannelse, oplysning, viden og information er ganske essentielt for menneskers udvikling. Det giver mening at folk, der har været frarøvet enhver form for den slags, skal have adgang til det og tilbud om det. Det er der mit arbejde og mine partneres programmer komme ind i billedet. Som et led i den milelange proces, der skal give mennesker et redskab til at komme ud af fattigdom, kræve deres rettigheder og opleve et alternativ til krig og militær.

Med børn er det nogenlunde ligetil. Så længe man kan sikre en nogenlunde kvalitet i undervisningen, i de mudderklinede skoler, der dukker op i Sydsudan i øjeblikket, er det muligt at skabe nye drømme og billeder i hovederne på dem. Jo mere man kan åbne verden for dem jo bedre, og jo større chance er der for at deres drengedrømme ikke kun handler om at bliver commander med uniform, våben og den dertilhørende magt.

Men hvad med de voksne? Det er knap så enkelt når livet først og fremmest handler om overlevelse. Det er svært at sidde stille og lytte til at vi alle har en medfødt ret til mad, medfødt ret til medicinsk behandling og medfødt ret til uddannelse. Menneskerettigheder er rare at have, men mange ser det stadig som en fjern fremtid, hvis en sådan findes.

For alt imens man lytter ligger marken brak – nogle gange fordi man ikke har overskud til at dyrke den, men oftere fordi man ikke kan dyrke den i sikkerhed for miner. Når man ikke kan dyrke og sælge sine afgrøder, er det svært at få råd til medicin, på en klinik man i forvejen har meget langt til. Sidst er forældres første hovedpine at få deres børn uddannet. Det er i forvejen en kamp at skaffe skolepenge, penge til uniformer, kladdehæfter og blyanter. Og alt dette foregår jo selvfølgelig ved brugerbetaling i land langt fra vores velfærdstilstande og uden bærende systemer. Længe leve skatten!

Det er den prioritering folk giver udtryk for i Sydsudan i øjeblikket: Bedre dyrkningsforhold- / metoder, et ansvarligt og veludstyret sundhedsvæsen – og derpå: Ja tak til uddannelse.

Ja de er modtagelige, de vil gerne have muligheder, de vil gerne deltage aktivt i dit og dat – men udgangspunktet er langt fra vores lystbetonede tilmelding til diverse aftenkurser på AOF.