Hjemme er mange steder når man har så omflakkende et job som det at være udviklingsarbejder, men intet slår følelsen af hjem som når jeg kører ind over Kobokos bygrænse og sms’er, opringninger og besøg på terrassen straks efter sætter i gang: Vi så lige du kom tilbage!
Siden jeg kom fra ferie har det været virkelig opmuntrende og glædesgivende at se den energi byens ungdom sprudler af. Efter Koboko sidste år blev et selvstændigt distrikt – og ikke længere en underudviklet afkrog af Arua – har de unge fået mod på tilværelsen. En gruppe af veluddannede bysbørn har lavet en forening der skal bringe lokalt engagement og initiativ mod endnu ukendte højder. Det er selvfølgelig gennem min gode ven Samuel Atiku, der er skoleinspektør på byen førende privatskole, at jeg er blevet draget ind i flokken. Hensigten er god nok. Samuel har fortalt de andre, at Mies, mine og andres venner i Danmark har fået øje på Antuneta’s børnehjem og derfor sender hjælp. Han vil gerne se at byens borgere selv griber ind overfor byen udfordringer, der jo f.eks. tæller et stort antal forældreløse børn.
Ungdomsforeningen Koboko Youth in Development (KOYID) viser sig som det mest energiske, initiativrige og handlekraftige jeg i min tid har mødt her i Uganda/Sudan. De har taget den gamle dame Antuneta og hendes mange dejlige børn på børnehjemmet under deres vinger. For nylig dukkede hele slænget op en tidlig lørdag morgen på børnehjemmet for at bygge nye latriner til ungerne. Tyve unge fyre og en enkelt af de seje kvinder var i sving sammen med ungerne, der med den pludelige opmærksomhed fik fornyet gå-på-mod og slæbte vand til i små dunke. Latrinen står i dag færdig med pudsede vægge og tag og et helt særligt ’toilet’ der fritager den gamle dame med de meget skrøbelige knæ at skulle ned i hug – betænksomheden og uselviskheden er slående i denne gruppe. Altsammen foretaget med frivillig velvilje ganske uden penge. Tør næsten ikke indskyde, at et par af de resource centre jeg arbejder med i Sudan har fablet om ny latrin i al den tid jeg har været her - det er indtil videre blevet ved snakken og sådan er det desværre ofte hos de der sidder og venter på donorerne.
Udover børnehjemmet sigter foreningen på at give uddannelse til børn og unge, der selv har svært ved at skaffe penge til det. En ung kvinde fra byen fik for nylig besked fra sin sponsor at han ikke ville betale hendes sidste år på hendes handelsuddannelse – så kammeraterne fra foreningen trådte til og har nu skaffet over halvdelen af pengene. Jeg mangler at bidrage – og det gør du også så giv mig et praj hvis du gerne vil se dit bidrag gå direkte og ubeskåret til et godt formål!!! Jeg synes gruppen fortjener alverdens ros og opbakning. I sidste uge fik de med hjælp fra byen nyåbnede Lions Club sendt en syg dreng til hjerteoperation i Indien.
Byens nyvalgte parlamentsmedlem, Hon. James Baba, har bemærket foreningen og dens danske alliance. Med hans fortid i Danmark har han inviteret mig til frokost i Kampala næste søndag så vi kan snakke om hvorledes byen kan hjælpe børnehjemmet. Det skete ikke så tit som lærer at jeg lige blev ringet op af et folketingsmedlem der godt lige ville snakke om udviklingen i Vanløse eller Høje Taastrup – det her er simpelthen enestående.
Tænk en ekstra gang om ikke du vil hjælpe mig med at hjælpe - jeg ved du har bedre råd til uselviskhed end de unge her i Koboko!!!
Kære Dorthe
Selvfølgelig vil vi hjællpe. Vi vil tage penge med, når vi kommer ned. Eller har du en konto du gerne vil have os til at sætte penge ind på?
Hvem bestyrer pengene, Mie?
Måske skal du lige præcisere dette, så "man" har en sikkerhed i, at der er styr på det økonomiske? :o)
Hvis der er noget du ved vi kan købe og tage med, så giv et praj, for: VI KOMMER JO LIGE OM LIDT!!!
Kram fra Fam. Wichmann
Posted by: Sanne | 5. okt. 2006 at 18:46:16 Africa/Kampala