Dorthe i Uganda/Sudan

Op ad bakke ned ad bakke

Sådan kan det gå for enhver især når man har besluttet at kigge nærmere på Kilimanjaro. Med sine 5896m skyder ’Kili’ mod himlen som kontinentets højeste bjerg – endda fritstående forstået således, at det ikke er en del af en lang bjergkæde.

Vi havde i god tro til Lonely Planet (guidebogen der altid har været med mig på rejse, men som flere gange har vist sig utroværdig i Østafrika) forestillet os to overnatninger selvom vi kun havde i sinde at besøge Mandara Hut, første lejr på vejen mod toppen. Ved bedre rådgivning fra Ahsante Tours i Moshi erfarede vi, at en nat på bjergsiden var mere end rigeligt tid.

Natten for inden sov vi i Moshi, hvilket var noget af en udfordring for Anita. Larm og for mange nye lyde holdt hende stort set vågen den ganske nat – og derfor til dels også mig – vel vidende om næste dags fysiske udfordring var det lidt af en bet. Og ud på morgenen satte jeg ekstra gang i Anitas pilleforbrug, der udover i at lyde på malariapiller og 'naturligt tarm flora'-piller nu også lød på tre Panodil ved søvnbesvær – det blev nødvendigt et par gange, men mest af alt blev det en af turens interne jokesJ

Af sted kom vi. Med rygsækken godt spændt fast – så godt som det er muligt når bæltespændet vælger at flække for foden af bjerget – begav vi os op ad bakke. Jimmy, vores spøgefulde guide, var et godt selskab og forstod at motivere og underholde sine gæster.

Det første stykke af ruten gik forbi vandfald og gennem smuk regnskov. Højere oppe ved lejren udviklede naturen sig til den rene juledekoration eller et alfelandskab med alle de planter vi ved juletid kan købe i tørret udgave i dyre domme i Danmark.

Turen var kortere end vi havde regnet med – rent tidsmæssigt – og stien til min store forbløffelse bedre anlagt end den der fører fra Julsø op ad Himmelbjerget. Vi bevægede os fra 1980m højde til 2700m. Ved ankomst til Mandara blev vi modtaget af sorte og hvide colobus aber og en stor gruppe trekkere der skulle fortsætte mod toppen. Vi var blot ude efter en smagsprøve da vi tydeligvis ikke havde vores udstyr i orden til den fulde bjergbestigning.

Efter at have hvilet og fået tørt tøj på – svedt det havde vi jo – gik vi yderligere op til et krater i 3200m højde for at ’til’klimatisere os de tyndere luftlag. Kulden var vi heldigvis forberedt på og på det nærmeste vandt til.

Næste dag vågnede vi op til regn og dis og droppede derfor at gå højere op. Vi påbegyndte ’nedturen’ ad den glidebane det fugtige vejr havde skabt til os.

Gensyn og gedigne gevandter

Eventyrlystne forlod vi Kenyas alt for kaotiske og kolde hovedstad og satte kurs mod Tanzania.

En meget meget smuk tur gennem øde udtørrede terræner med sandstorm, sisalplanter og nøgne akacier. Mount Meru og Mount Kilimanjaro var vores pejlemærker.

Når vi mindst ventede det dukkede en lille fyr i rødt masaiklæde op i hælende på en disciplineret flok kvæg. Masaierne i disse egne lever for, af og med deres kvæg. Atter lod jeg mig betage af området og den store masaibefolkning. Mange steder bor de under elendige vilkår på samme levevis som de har gjort gennem flere hundrede år. Tidligere levede de dog med knapt så begrænset geografisk bevægelsesfrihed som urbanisering og såkaldt udvikling har budt dem. I de mindre byer, der er opstået langs ruten mellem Nairobi og Arusha, mødte vi store skarer af masaier klædt og udsmykket som var de taget ud af et stykke stort farverigt sofabordslitteratur. Tanken slog mig igen, at sådan er de heldigvis ikke klædt fordi de er udstillet for turisterne, men ganske simpelt fordi at sådan klæder en masai sig . Helt eventyrligt og en anelse tragisk.

Hvad vi måske ikke lige havde forventet blandt de store kvægflokke var at støde på en flok kameler - men ikke desto mindre.

I Arusha blev vi, som så mange gange i Kampala, modtaget med uovertruffen gæstefrihed af Maja og Asger. Herligt gensyn med dem, Majas mor og naturligvis Aron, der nu er 2 år og ivrigt fabler på en skøn blanding af swahili, engelsk, dansk og svensk.

Her slog vi lejr et par dage, der udover sightseeing, godt selskab og en masse snak var sat i ferieplanlægningens tegn med øje for alsidighed i de næste fire ugers oplevelser. Et håb havde vi dog, at bikinien ikke forgæves var puttet i rygsækken – indtil videre var Arusha om muligt koldere end Nairobi og de tykke strømper og fleecetrøjer var dagligt i brug.

I Memsahibs forspor

Jeg havde en farm i Afrika ved foden af Ngong Hills. Om man har læst bogen eller mest genkalder sig lyden af Maryll Streeps stemme i dette citat er helt underordnet, men kører man til farmen med en forestilling om det, der i fru Blixens beskrivelser var landlig idyl og en dagsrejse fra Nairobi bliver man slemt overrasket.

Karen, som området er blevet opkaldt, er nu en af Nairobis mondæne forstæder og den smukke gamle landejendom ligger omgivet af mange store huse med smukt blomstrende haver. En blomst i Blixens have der fik vores særlige opmærksomhed var den gigantiske julestjerne i fuld flor.

Selv om der for nyligt har været vakt tvivl om Karen Blixens berettigelse til at figurer i Kenyansk historieskrivning, mente Anita og jeg nu nok at hendes farm var berettiget til et besøg. Tvivlen var bl.a. en reaktion på opførslen blandt efterkommere af hvide kolonister, der selv den dag i dag ikke altid formår at behandle afrikanerne i Kenya med respekt og menneskelig ligeværdighed. National Museet i Kenya har dog ikke fulgt forslaget om at lukke farmen ned for turister med hang til fordums stemning – dem er der jo penge i.

Rejs med til Karen, farmen og Ngong Hills ved at kigge med på billederne af hus, have og de gamle maskiner der blev anvendt i kaffedyrkningen. Er du mere nysgerrig anbefaler jeg at læse såvel Den Afrikanske Farm som Skygger på Græsset - og et lille stykke at dit hjerte vil også brænde for dette kontinent og dets folk.