Dorthe i Uganda/Sudan

Nairobi - her kommer jeg

Forrige uge da jeg nærmest vemodigt tog midlertidig afsked med Koboko var jeg slet ikke sikker på at jeg overhovedet ville nå frem til Nairobi. Efter en smuttur omkring Ugandas sydvestlige hjørne, der jo peger i stik modsat retning end Kenya, en arbejdsuge i Kampala og en 690 km køretur kan jeg nu konstatere at være nået målet.

Weekenden foregik på landevejen og hvilken en. Kenya har godt nok asfalt på strækningen, men når den ikke er sporadisk er den nærmest klasket på som et stort klumpet kludetæppe. Arme-, bryst-, ryg- og mavemuskler har det som efter en hel søndag med en personlig træner i et motionscenter bare af at holde fast på rattet og det selvom jeg kørte sneglelangsomt – så hellere en solid Ugandisk jordvej.

Heldigvis gav den opbrudte infrastruktur anledning til rigtig at nyde de smukke omgivelser. Landskabet ænder sig diamentralt fra flade udtørrede vidder til søer, skove over bakker og bjerge, gennem landsbyer og storbyer og gennem Rift Valley, hvis lavtliggende søer tiltrækker millioner af pink flamingoer.

Desuden giver det en vis hygge at se rigtige får – altså sådan nogle uldne krøllede nogen der gumler græs modsat de korthårede fedthale typer der spiser affald på vejene som vi har i Uganda. Ligeledes er æslerne ikke bare et varemærke som i Koboko. Her i Kenya er de transportdyr som i landlige egne i Sydeuropa.

Jordbær og Kenyansk vinter

Ved at afsætte to dage til turen, og ikke kastede op hele vejen som sidste jul da vi kørte turen for at komme på juleferie, havde jeg tid til mange stop undervejs.

Det lille ’Hotel’ og dets ’Urinal’ mindede mig om sidste års rejseslogan for Anitas og min tur i Uganda ’Vi spænder vidt og favner bredt’.

Selvom det nok ikke bliver dette charmerende skur vi overnatter i er der lagt op til lidt af hvert i år. Vi har nemlig udstyret os med telt, soveposer og underlag og en dieselreservedunk så vi kan holde længe off the beaten track.

Turen til Nairobi pirrede også den indvendige safaristemning. Just som jeg drev langsomt af sted i en stor hvid støvsky, med fire udefinerbare baner kaotisk trafik i hver retning, stod en flok zebraer og gumlede de tilsandede buske langs vejkanten i sig.

Fuldstændig upåvirket af lastbiler, busser, matatuer, personbiler og min knaldrøde Hilux lod de sig velvilligt fotografere.

Smilebåndet måtte også trækkes over de mange små salgsstande langs vejen – havde skattevæsnet ikke været efter de fynske landmænd ville den charme også stadig findes i Danmark. Køb af alt fra kurvevarer til gulerødder og kål var muligt. Det morsomme var kontrasten mellem de mange stande der solgte fåreskind og store uldne hatte blandt de mange andre stande der solgte jordbær og rabarber.

Det med uld og hatte må jo siges at bringe associationer om kulde og vinter, hvorimod jordbær er det skønneste kendetegn på en spirende dansk sommer.

Men jeg giver kenyanerne ret: Her er vinter! Er krøbet inden døre, har iført mig strømper og to langærmede bluser. Varmer mig på en kop kaffe når tænderne ikke klaprer – der er 21 grader nu hvor klokken nærmer sig 20.00.