Dorthe i Uganda/Sudan

Arbejdsferie

Selv arbejdet hernede er noget af et eventyr. Før sikkerhedssituationen i efteråret satte en stopper for de ugentlige arbejdsrejser ind i Sudan gav de lange køreture og det intense kulturmøde mange uforglemmelige oplevelser.

Min veninde og Torstorp-kollega, Karina, kastede sig forrige sommer ud i en kulturel udfordring: Arbejdsferie i Sydsudan.

Opgaven var at introducere sports og drama aktiviteter, der kan gennemføres uden økonomiske omkostninger. Desuden skulle aktiviteterne kunne bryde grænser, opbygge samarbejde og bruges i integrations øjemed i modtagersamfundet når sudanesiske flygtninge vender hjem fra Uganda.

Bibliotekernes brugere stod for skud. Ligeledes fik skoleelever, børnehavebørn og medlemmer af ungdomsorganisationen NEESS sig en på opleveren da Karina satte dem i sving.

Det var ikke helt uden overraskelser undervejs. I Kajo Keji måtte vi tænke særligt hurtigt da vi ankom til en secondary skole i forventning om at møde 30 deltagere, men derimod blev modtaget af 300 – det er lige i overkanten til rundbold og stafet. Mange elever endte på tilskuerbænken.

At skolen ligeledes havde arrangeret en hel dags dans og drama for os fik også hurtigt tidsplanen til at skride. Desuden havde vi set en stor mulighed for ikke alene at integrere børn og unge med hinanden, men også at få brudt det meget uligeværdige forhold mellem lærere og elever. Desværre lykkedes det på ingen måde at drive lærerne ud af deres tribune af tilskuerpladser.

I alle sammenhænge er den slags holdningsændringer en stor del af mit arbejde. I et så traditionsbundet og sårbart miljø som Sydsudan er det et meget stort skridt at turde gå nye veje.

Succeser skal gentages

Siden brylluppet (Mads’ vel at mærke!!!) har jeg haft nogle intense arbejdsdage i Kampala.Ud over de arbejdsmæssige mål skal indsatsen tjene til, at jeg fra på lørdag kan slappe fuldstændig af i en måned.

Sidste sommer ved denne tid skete det, at min veninde og tidligere Torstorp-kollega, Anita, blev ramt af Amors pile. Pladask faldt hun for det afrikanske eventyr og har derfor meldt sin ankomst igen i år.

Vi lader det indre billedgalleri af Uganda stå uforstyrret i minderne og søger i år nye oplevelser i det øvrige Østafrika. Lørdag sætter jeg kurs mod Nairobi – en tur jeg ellers havde svoret ikke at orke endnu engang i bil – men vognen er jo bekvem under resten af sommerens rejse.

Anita dukker op i Blixens hjemby mandag og hvor rejsen bringer os hen derfra må du følge med i her. Indtil vores nye eventyr afsløres må I rejse med tilbage til sidste år gennem billederne.

Kong Hans fik sin African Queen

Og således gik det, at vi festede i tre dage og i tre nætter. Halvvejs rundt i Uganda tilbagelagde jeg 1200 km og med den lange rejse fik weekendens bryllup nærmest royal status med i alt fem dages indsats for at fejre Mads og Maria.

Andre gæster havde dog taget ’bryllupsrejsen’ hele vejen fra Danmark og for nogens vedkommende blev det første møde med Afrika. Jeg følte enorm glæde på deres vegne over at de skulle opleve ugandiske bryllupstraditioner i nogen af verdens smukkeste omgivelse med udsigt til Rwensori Mountains og omgivet af Queen Elizabeth National Park.

Det nærmest gippede i mig på deres vegne da vi fredag eftermiddag svingede fra grusvejen ind mellem majs marker og kaffeplanter og parkerede bilerne omgivet af bananpalmer for at deltage i Marias ’Give away’.

Med mange gode minder tænkte jeg tilbage på min første rejse op gennem det sydlige Africa og følelserne der vælter frem er stadig overvældende.

Fattigdom - et normalbillede

En skræmmende tanke slår mig, at den ringeste infrastruktur, fallerede lerhytter, minesprængte bilvrag, kvinder med tunge vanddunke eller brændsel løftet højt på deres ranke men trætte kroppe, børn i alle aldre i samme situation og måske slæbende med en endnu mindre søster eller bror på ryggen iført tøj, hvor ret og vrang for længst er blevet underordnet og med så mange huller, at det ikke er til at vide præcis hvor arme og ben skal stikke ud... ja det og meget mere til kan altså blive hverdag.

Jeg tror min tanke mest er et udtryk for at v ære faldet til snarere end kynisme. I mit stille sind tænker jeg stadig, hvad det dog er for livsvilkår der bydes folk i Afrika?

Men er det fattigdom når de forbipasserende ikke engang bærer klip klapper på fødderne, er det fordi tøjet ikke har andre mærker end dem efter fedtede fingre og arbejdet i marken, er det fordi de ikke har køleskab, gaskomfur, bærbar og hjemmebiograf? For mig er det ikke disse ydre ting der er et tegn på fattigdom. Men når jeg konfronteres med den afrikanske families sårbarhed er fattigdommen pludselig meget mere tydelig end laser og pjalter.

Sårbarhed fordi de er så ekstremt afhængige af vejr og vind for at kunne dyrke deres mad selv, for at overleve på den, for at sælge lidt af den så børnene (læs: drengene) måske kan komme i skole og for at der kan være råd til lægebesøg og medicin.

Men for mange er skole og sundhedsvæsen ikke engang noget man tænker på. Det handler ikke om at leve, men om at overleve. Dagens ene måltid består af det samme som gårsdagens – og morgendagens.

Det er det enormt usystematiserede liv her leves, dag til dag, ad hoc tilværelsen der kommer til at understrege sårbarheden. Eller måske er det missionærernes ihærdige indsats, der har fået folk til at ofre flere penge på begravelser og kirker end på fødsler og skoler. Jeg møder dem for tit, dem der satser mere på det evige liv i det hinsides end på det midlertidige liv i nu’et. Det gør livet som uddannelsesrådgiver til en udfordring når skolegang betragtes som spild af de få penge man kan skrabe sammen.

Verdens afkrog - verdens navle

I begge tilfælde er der naturligvis tale om Koboko – hyttebyen der i høj grad har dannet rammen om mit liv de sidste par år. I hvert fald har Koboko huset mig med varme og imødekommenhed som jeg gengælder med stor glæde, dyb taknemmelighed og respekt.

Inden jeg satte mine fødder på Ugandisk jord lød det: Hvor er du heldig, du skal til det rigtige Afrika. Jeg synes det holder stik. Det er unægteligt en anden hverdag jeg har her i mit nordugandiske tobaksdistrikt langt fra caféer, motionscentre og hæveautomater.

Koboko er lidt af en gennemfartsby, men stopper man op et øjeblik og går på opdagelse ad stier og bagveje, snor man sig mellem hytter og vandløb, markeder og marker mærker man straks en hyggelig og tiltrækkende atmosfære. Folk hilser ubetinget, håndtryk og latter deles storhjertet ud i flæng og det er ikke langt man kan gå uden at nogen slår selskab. Enten er det skoleelever, hvis tanker hurtigt fortrænger overfyldte klasseværelser og udenadslære eller kvinder der er på vej til markedet med hovedet højt læsset eller det er en af byen mange truckere, der nyder andres tilråb: Har du fået dig en kone? Undlader man at hilse igen gemt bag facaden ’Det er nok ikke mig de hilser på’ går man glip af mange venskaber. Det allervigtigste for ugandere og i endnu mere ekstrem grad for sudanesere er at man tager sig tid til hinanden – tid til at hilse på. Med den lille opmærksomhed spredes chancerne for venskaber og accept i landsbyen som ringe i vandet.

La ngs vejene sidder kvinder ved lave bambusborde og sælger tomater, citroner, løg, okra, kogte æg eller trækul i små stabler. Andre rister majs ved bål og små ovne. Det forekommer mig at folk her rummer al verdens tålmodighed i sig når de i skyggen af farvestrålende paraplyer venter på dagens spæde salg.

Om aftenen spreder hyggen sig for alvor når lanterner, stearinlys og bål tændes gennem hele byen. Folk samles ved spiseboder og små butikker med alverdens ligegyldigt ragelse. Butikkerne kan vist bedst sammenlignes med et lille buttet træhus på størrelse med en mindre dansk pølsevogn af den slags der bliver kørt ind i en storkøbenhavnsk baggård om natten. I den lille åbne luge blafrer stearinlysene nok mere i kraft af varme end af vind.

Ingen havfrue byder velkommen til byen, der er for langt til havet her i hjertet af det afrikanske kontinent. Til gengæld dasker to dovne æsler rundt – de minder en om livets tempo i Koboko.

Der må da være noget at lave, det er jo et u-land!

Hvad er det egentlig du går og laver? Spørgsmålet bliver gentaget når familie og venner skal forsøge at begribe alsidigheden og omfanget af rollen som udviklingsarbejder.

Lad mig gøre det kort: Som uddannelsesrådgiver for NSEA får jeg lov til at skubbe til udviklingen af fire biblioteker i Sydsudan. Bibliotekerne er etableret i 1999, hvor NSEA vandt årets Operations Dagsværk pulje (læs mere på www.od.dk). Udover at fungere som læsesal for lærere, skoleelever og andre med boglig interesse udlåner bibliotekerne bogkasse til omkringliggende skoler. Rekreative fritidsaktiviteter er med til at skabe opmærksomhed om bibliotekerne, men de fleste besøgende kommer heldigvis pga. bøgerne som de ellers ikke har adgang til.

Desuden skal bibliotekerne danne rammen om et grundigt folkeoplysningsprogram som jeg har været med i den pædagogiske udvikling af. Det handler om at skabe forståelse for menneskerettigheder, grundlove, styreformer og ikke mindst valgdeltagelse. Alt dette og forståelsen af demokratiske principper skal styrke sydsudaneserne i at kaste sig ud i en folkestyret udvikling, der skal flytte dem den lange mil fra militærsamfund til civilsamfund.

I øjeblikket har jeg et tæt, stærkt og spændende samarbejde med mine kolleger Abdu og Lupai i at uddanne 45 ’folkeoplysere’ – dem der skal varetage folkeoplysningen langt ude i landsbyerne i skyggen under mangotræerne. Således når vi ud til folk der pga. afstand og ikke-eksisterende infrastruktur endnu mangler at opleve hvad et bibliotek er!

At rejse er at leve

Det er snart 2½ år og en menneskealders erfaring siden jeg første gang snor mig af den røde, støvede uvejsomme rute til Koboko. Vi skriver januar 2004 og det er ikke første gang i mit unge liv, at jeg er rejst ud i det uvisse og langt væk fra det meste af det jeg (og især min omgangskreds) forstår ved civilisation – tidsrammen er dog en anden for denne rejse.

Denne gang er det ikke med rygsækken som følgesvend og mål overalt i verden, men fokus er sat og en barndomsdrøm kan efter mange omveje realiseres: Jeg er rejst ud som udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke og har udsigt til i hvert fald to år som uddannelsesrådgiver i Sydsudan.

I dag ved vi at begejstringen for Uganda, Sudan, arbejdet, befolkningen, mit hjem i Koboko, det uvisse og det der alligevel ikke er helt uciviliseret har vokset sig stor og de to år er godt på vej til at blive tre, fire, fem…

Hvad der på vejen var

Solen hænger endnu ny og lavt på himlen. Let forskrækkede bavianer skynder sig ind i de dugvåde buskes skjul, hvorfra de alligevel ikke kan styre deres nysgerrighed. Ude på den smalle grusvej danser et inferno af morgenfriske sommerfugle lette og elegante i striberne af solen, der trænger ned gennem de regnskovslignende trætoppe.

Længere fremme bryder morgensolen helt igennem og det mosgrønne tæppe foroven afløses af en høj blå himmel. Alt omkring mig lægges tørt og naturen forekommer nærmest iscenesat med ru barkede træer plantet i eroderet sand. Farverne skifter fra røde og brændte til gule og stærkt grønne i alle nuancer. Langs vejen har termitter bygget gigantiske røde slotte, hvis arkitektur overgår enhver europæisk kongedrøm.

Filmen der afspiller sig gennem bilruden er langt fra nået til enden. Jeg er fremme ved Nilens bred og til lyden af brummende flodheste bakker jeg ombord på den vuggende flodpram, der skal bringer mig over på nordsiden af floden – lidt nærmere min hjemegn.

I den nordlige del af Murchinson nationalparken er mængden af dyr ganske fantastisk.

Et par klistrede vortesvin har lige rejst sig fra en mudderpøl og løber nu af sted på deres tynde lave ben, halen stritter direkte i vejret som en antennes på Tivolis radiobiler. Gazeller og antiloper med deres kunstneriske snoede horn springer yndefuldt af sted i alle retninger og jeg bilder mig ind at deres ballet fremføres med særlig præcision i denne fuldendte morgenstund.

Palmer strutter så langt øjet rækker, men afbrydes af giraffer der nærmest royalt bevæger sig over vejen. Det er smukt at tænke sig deres store hjerter, der på en mærkelig måde understreges af den ro og slowmotion de bevæger sig i. Deres skin minder mig om en Play mobil giraf jeg nøje malede brune pletter på som barn. At bevæge sig gennem virkelighedens zoologiske have giver en ubeskrivelig kildren i maven.

Som prikken over i’et svinger en elefant sin snabel til godmorgen – eller det var vist for at nå grenene højere oppe i træet. Lydløst bevæger den sin tunge krop gennem busk og krat og slynger det meste af det den passerer indenbords. Da jeg standser for at beundre dette mægtige dyr slår med sine store ører og minder mig om at jeg kun må kigge – ørerne tegner omridset af Afrika.

Landskabet og stemningen er gribende og dybt fascinerende. Venner og familie fra nordlige himmelstrøg følger med i mine tanker. Det er morgen på den afrikanske savanne og I tror jeg er på safari, men faktisk er jeg bare på vej hjem.