Antunetas Børnehjem i Koboko

Frivillig hos Mama Antuneta - Cecilie fortæller

Jeg ankom til Antunetas børnehjem i december 2008.

Ved første møde med stedet var jeg meget skeptisk. Der blev ikke rigtig talt engelsk ikke rigtig blev talt, andre frivillige havde ikke udelukkende været positive og samtidig var stedet så ydmygt. Men i løbet af de første 14 dage var al min skepsis gjort til skamme og mit forhold til stedet voksede sig tættere fra dag til dag.

Efter kun ganske kort tid begyndte jeg at stortrives og mit tillidsforhold til børnene voksede én for én, dag for dag. Antunetas niece Emma var en særlig stor hjælp i starten. Hun gjorde sit bedste for at kommunikere på engelsk og hun skabte en fantastisk åbning til de andre. Vi kunne tale om alt og vi fik stillet mange gensidige spørgsmål. Det var en helt fantastisk måde at komme ind på livet af børnene og Mama og deres hjem. Det blev en stor og udbytterig oplevelse efterhånden som børnene fortalte og åbnede op.

 

Fra første dag var Mama utrolig varm og hjertelig overfor mig. Jeg ser denne gamle dame som et mirakel for børnene. Hun tager sig virkelig godt af dem alle og yder en altafgørende omsorg – mig inkluderede hun på en helt igennem fantastisk måde.

En simpel men glædelig hverdagssituation på børnehjemmet kunne være Mama og jeg, der sidder og åbner jordnødder, som dyrkes og spises i stor stil på disse egne. De mindste børn kravler omkring os og leger i skallerne. De forsøger at charme sig ind for at få lidt jordnødder. Hernede er der ingen regler for hvornår det er aldersmæssigt forsvarligt at børn spiser nødder, ligesom man ofte finder ganske små børn kravlende rundt i støvet med en rusten kapsel fra en Coca Cola i munden. Lidt længere væk har de store børn delt sig op i drenge og piger. De jagtede rundt efter hinanden i et boldspil. Og hele scenariet ser Mama tydeligvis ud til at nyde. Hun griner og hygger sig ved at se alle børnene i leg med hinanden og med store smil på læberne. Et øjeblik der var så fantastisk og meget meget ægte.

 

Mama er unægtelig en gammel dame, hvis levetid allerede overstiger den gennemsnitlige levealder for kvinder i Uganda. Hver dag har hun mange ben- og rygsmerter, derfor kunne jeg hurtigt påtage mig en masse ansvar i dagligdagen og Antuneta satte ubeskrivelig meget pris på den sparring og aflastning jeg kunne tilbyde. I de tre uforglemmelige måneder var jeg aldrig i tvivl om Antunetas glæde ved mit engagement. Hun kunne finde på at sidde med armene rettet mod himlen og takke. Det er tydeligt at den støtte børnehjemmet får fra Danmark er enestående og uundværlig og børnene ved helt sikkert besked. Al hjælp er højt værdsat.

Antuneta er en fantastisk kvinde. Jeg føler mig simpelthen så privilegeret over at have lært hende at kende, at kende børnene og at have været på dette sted.

En rejse som denne burde være obligatorisk for alle unge danskere. 

 

 

 

 

Mies personlige beretning

 

I forhold til beliggenhed og særligt i forhold til anonymitet må man sige, at Antuneta's Orphanage Centre får rigtig mange internationale gæster. Udover at det har været magtpålæggende for mig at skabe et kulturmøde mellem mine venner / gæster og Antuneta er det særligt familien Hersted der har været værter for, at besøgende i Koboko har slået vejen forbi Antuneta, børnene og ikke mindst deres skole.

I foråret var Mie i Koboko og kunne med egne øjne betragte de store skader som naturen havde forvoldt på det ellers så fine nybyggede børnehjem. Desuden mødte hun flere nye børn.

 Læs hendes personlige beretning her og se billederne

15.100,- kr. og i fuld sving

Kommer du ikke lige ned med kameraet? Amos og Said fra ungdomsgruppen skrålede ivrigt i telefonen da de ringede ved middagstid. De havde taget kampen op med de mursten jeg tidligere måtte bukke under for. En lastbil med 'flyttefolk' var hyret og selv den måtte bevæge sig tre gange mellem børnehjemmet og byggepladsen. Der er kommet godt gang i projektet og i morgen modtager de første pengedonation ud af det fantastike beløb på 15.100,- kr som I Danish Friends har samlet de sidste to uger. Bliv ved, det giver så meget mening her on location:o)

Foran lerhytten var en skare af babyer og andre småfolk ved at modtage omsorg i dejligt ubegrænsede mængder - der var store badedag. Når de en efter en blev hevet op af baljen af deres ældre 'søstre' Sibile og Draeteru, blev de slynget en tur i luften for at dryppe af, inden de landede i Antunetas kærlige favn, hvor de alle blev smurt i fed creme så deres smukke sorte hud skinnede blankt.

Glæden var slående for nu mærker alle, at der sker fremskridt med byggeriet. Jeg talte med Said om hvad han mente den positive opmærksomhed på børnehjemmet og viljen til at hjælpe skyldtes. Uden tøven sagde han: Det er på grund af Samuel. Han har fået os til at forstå at Antuneta er et unikt menneske. Hun tager sig af børn, der ellers ville rende traumatiserede rundt i gaderne til gene for byen. Hun fortjener at vi unge tager over og giver hende noget igen.

Der er ingen tvivl: Mother Teresa på lokalplan. Jeg har været rigtig meget sammen med hende og børnene den seneste tid og en ting er sikkert, de er en flok gæve unger, de tager sig storsindet af hinanden og jeg synes at de mange danske sponsorer skal være stolte over at give dem en ordentlig skolegang. De fleste af børnene er blevet rigtig gode til at tale engelsk og nu hvor Auntie (altså mig), dukker op konstant er der rig mulighed for at øve.

Ofte er det Napata og Draeteru, der går i hhv. 5. og 6. klasse som oversætter mellem mig og Antuneta - de klarer det godt gætter jeg på:o) Rollen som Auntie for flok fjollede, ivrige, spirende teenagere de sidste dage bekræfter mig i, hvor fedt det er at skulle vende hjem til lærerjobbet om en måned. Løfte en stemning i klasselokalet, grine med eleverne og været omgivet af kollegers faglige inspiration dagligt.

En kæmpe yete, kakwa for TAK!!! Tak til alle bidragsydere, spred rygtet om jeres og Kobokos fælles indsats - det er en super historie!

Tivoli eller arbejde

For et par uger siden forestillede jeg mig naivt, at jeg og Antunetas børn i en hurtig vending kunne flytte deres mursten fra det nuværende hjem ud på byggepladsen. Frejdigt gik vi i sving og tyve børn kæmpede som ildsjæle med at fylde ladet på min bil.

Det var en støvet affære og efter otte ture, tillukkede luftveje og en lidt for solbrændt nakke måtte jeg indstille arbejdet. Jeg måtte erfare, at de stablede sten var flere end jeg lige havde regnet med - ca. 7000! Jeg måtte erkende, at en ordentlig lastbil var nødvendig.

Ungerne var ellers klar på  at blive ved dagen lang, men de havde i kampens hede glemt alt om at det var arbejde vi holdt på med - for dem var turene mellem midtbyen og Ombachi blevet den rene tivilotur, enten tæt pakket på bagsædet eller balancerende på toppen af de læssede sten.

Alle arbejder bedst under pres

Lidt skuffet fandt jeg mig selv beskue 'pladsen' for det nye børnehjem i morges. Synes ikke der emmede af så meget aktivitet - og heller ikke af at der havde været det i den forgange uge. Jo Mama Antunetas hytte var godt på vej med vægge.

Men børnene...

To unge fyre var igang med udgravning af fundament til en payot - en hytte med åbne sider, der i mangel af træer kan være et godt sted at finde skygge de 365 sommerdage Uganda beskinnes med årligt.

Men børnene....

Som altid når man har med Kobokos ungdomsgruppe for ikke at nævne børnenes skole, Ombachi, så bliver alle ens bekymringer manet til jorden kort efter de er opstået. For da jeg vendte tilbage henunder aften var der pludselig gravet ud til fundament til den 4-værelses bygning ungerne snart skal indtage.

En flok hårdtarbejdende lærere og deres skoleleder var i sving under supervision fra 'autoriserede' byggeteknikere. I morgen skulle blive en dag med endnu mere gang i den. Materialer skal køres til pladsen og vægge rejses. Den lokale fundraising starter om en uge, så der er snartkommende deadline for at bevise arbejdsindsatsen.

Alt i alt synes jeg vi er vidne til en ganske unik historie i et land hvor børns rettigheder er blevet krænket i årtier, et skolesystem der har svært ved at skabe disciplin uden spanskrør, et eksamensstyret uddannelsessystem der ikke ser holistisk på den enkelte elev og lader denne udforske sine særlige potentialer - og midt i alt det står en flok lærere og en skoleleder og bygger et hus til særligt trængende elever, der storgrinende kigger på fra sidelinjen. Stik den!!!

Børnehjemmet

Antuneta bor med børnene i en nedslidt lerhytte med utæt brandfarligt græstag midt i det der i nærmeste fremtid bliver Kobokos såkaldte industriområde. Allerede for at år siden bad Antuneta til at hytten kunne blive renoveret. Rindende vand er godt, men ikke når det er i form af regn, der siler gennem taget i den heftige regntid! Termitter har længe hærget både gulv, vægge og tag. Sikkerheden er elendig og i Antunetas fravær går misundelige naboer og andre gerne ind og tager for sig af tøj og andre ting som danskerne har samlet ind til børnene.

Sidste år var der ingen penge at hente og den lokale befolknings opmærksomhed på hendes situation var endnu ikke opstået. Lokalpolitikere frabad sig nybyggeri og al form for renovering da beboerne kun er i området på lånt tid – i mellemtiden har vi dog sneget os til at grave en ny latrine…nogen behov må mødes akut!

Sidenhen har en flok tidligere frivillige i Uganda holdt fest hjemme i Danmark og danset sig til en god indsamling. Pengene har hjulpet til at købe et stykke jord i bedre omgivelser væk fra byens fristelser og tarvelige vilkår. Jorden blev købt ved juletid, men der mangler stadig en del penge.

Sælger har dog indvilliget i at Antunetas hjælpere kan begynde at bygge det nye børnehjem.

Heldet har ville, at med stor indsats af skoleinspektøren på børnenes skole er der en voksende interesse blandt lokale unge til at gøre en indsats for at hjælpe den gamle dame til bedre forhold. Ikke alene knokler de fysisk med byggeriet i øjeblikket, men de satser på at området, hvor børnenes skole og hjem ligger side om side skal udvikle sig til en slags ’børneby’, hvor børnenes forskellige behov kan tilgodeses. Dermed satser de på at lave rekreative fritidsaktiviteter, samt skabe mulighed for at børnene kan søge råd og vejledning gennem social- og sundhedspædagoger.