Antunetas Børnehjem i Koboko

Gamle og nye sponsorer

Først skal lyde en kæmpe tak til de sponsorer, der gennem 5-6 år har hjulpet os med brødføde og uddanne børnene på Antuneta's Orphanage Centre - for ikke at tale om de 'I' byggede et helt nyt børnehjem, der i dag huser ca. 30 børn.

Mange har i en årrække sponsoreret et bestemt barns skolegang, mens andre har tilbudt alt fra et års skolegang til søm, vinduer, en majsmølle samt adskillige får, geder, høns og ænder.

 Nogle støtter individuelt, andre som familie og mens nogen har lokket kolleger med på at donere den årlige julegave fra arbejdspladsen til Antuneta er der igen andre der stemmer dørklokker hos naboer og venner flere gange om året. Enkelte støtter med et fast månedligt beløb, som man selv kan fastsætte og det giver rigtig god mening når vi gerne vil tilbyde en kontinuerlig støtte fremover. Vi arbejder på at børneflokken i sin helhed skal nyde godt af de indsamlede donationer ud fra princippet om mange bække små....alle donationer er velkomne, så kan du undvære lidt håndører kender vi en flok glade modtagere - eller måske kan du lokke folk omkring dig med på en månedlig indsamling; 2,- kr. 5,- kr. eller 10,- kr pr. m/k og pludselig hober det sig op:o)

Det er virkelig glædeligt, at der også hele tiden er ny opmærkmærksomhed om projektet selvom vi f.eks. i sommermånederne er lidt stille her fra 'baglandet'. Men Cecilie, hvis historie du kan læse nedenfor har været på gensynsbesøg i Koboko og hendes varme, personlige beretninger skaber nysgerrighed og stor vilje blandt folk, der gerne vil bidrage til bl.a. børns uddannelse i den 3. verden, men måske netop søger noget med mere nærvær og direkte personlig afregning mere end et samlebånd med mange administrationsled.

Og det er hvad vi kan tilbyde: En ubeskåret direkte hjælp!!!

Cecilie, der om nogen har levet tæt på børnene og gamle Antuneta siger:

Det er en fantastisk følelse af taknemmelighed, der blusser op i én når I udtrykker ønsket om at hjælpe dette sted og disse børn. Mit eget eventyr hos Mama og de skønne børn vil uden tvivl følge mig fremover, og det er bestemt et eventyr, der har udviklet mit værdigrundlag samt min person for altid. Dét at leve så intens i en anden kultur og med en livsforståelse, der ligger så fjernt fra, hvad man selv oplever i det daglige, er bestemt ubeskriveligt. Men ordet ubeskriveligt har også sine begrænsninger i dets betydning, hvorfor det netop ikke dækker den del af oplevelsen, hvor jeg virkelig blev en del af børnenes liv og hverdag i det afrikanske.

Denne følelse deler jeg med Dorthe, der har boet i Koboko i en periode på 3½ år. Dorthe var udsendt for Mellemfolkeligt Samvirke. Men det var i fritiden og den daglige tilværelse som beboer i Koboko, at Antunetas og Dorthes veje heldigvis krydsede hinanden. En relation baseret på gensidig fascination opstod mellem de to og derfor er Dorthe den dag i dag meget engageret i at sikre børnenes og stedets fremtid. Det er bestemt en stor mundfuld, men uden hende og de skabte kontakter herhjemme og i Koboko, ville børnene bestemt være ilde stedte, hvilket jeg selv kan bevidne efter mit ophold.

Børnene og særligt Mama finder det næsten unaturligt, at hele verden ikke kender Dorthe og den hjælp hun tilbyder dem.

Men ja, dette ville bestemt ikke være muligt uden den støtte, der er at få fra de af jer, som allerede har bidraget stort og de af jer der ønsker at bidrage fremover.

 

 

Frivillig

 

Siden starten af december har Antuneta nydt godt af et par ekstra hænder i det daglige for Cecilie, der er rejst ud med Global Contact har fungeret som frivillig arbejdskraft på børnehjemmet.

Cecilie har virkelig knoklet for at hjælpe til endnu bedre forhold i hjemmet og har hjulpet med at få styr på omgivelserne. Hun har f.eks, taget initiativ til at bygge reoler til børnenes tøj. Ligeledes har hun gjort en stor indsats for børenes sundhed. Bl.a. fandt Cecilie ud af, at distriktet udbød en gratis vaccinationsrunde mod polio som hun sørgede for at børnene modtog.

I 1½ år har der løbende været frivillige på børnehjemmet. Pioneren Sarah van der Masse lavede i sin tid en blog, hvor du kan læse og se mere om børnehjemmet og børnenes skole, hvor Sarah introducerede en række spil, sportsudstyr og undervisningsmaterialer som var blevet indsamlet og sendt fra Danmark af Sanne Wichmann. De fleste frivillige er rejst ud gennem MS’ volontørprogram, mens andre har arrangeret kortere arbejdsophold individuelt med hjælp fra Christina Hoxer (bosat i Kampala), Signe W. Plange (bosat i Koboko) og Dorthe (tidligere bosat i Koboko). Har du fået lyst til selv at gøre en helt konkret indsats som frivillig i kortere eller længere tid foreslår vi at du kigger nærmere på mulighederne med Global Contact eller sender en mail til Dorthe dot_99@hotmail.com

Du skal være indstillet på at bo privat hos en ugandisk familie i Koboko. Det er muligt at blive tilknyttet såvel børnehjemmet som børnenes skole, hvilket alt sammen vil give et godt indblik i hverdagslivet i en ugandisk landsby.

  

Saadan Koboko!!!

I dag var dagen for den officielle afslutning af den forgangne uges fundraising i Koboko. Kl. 11 i formiddag stoedte jeg til optoget af boern og unge, der havde marcheret og sunget hele vejen fra byen. Lidt forundret var jeg, da jeg i min naive tro havde regnet med at se en samling bys-borgere i halen af den syngende flok.

Jeg fulgte dem ud til Ombachi skole - der jo er nabo til det kommende boernehjem - hvor man traditionen tro havde sat telte op af kitenge stof i alle regnbuens farver og moenstre, saa alle fremmoedte kunne sidde i skygge for den bagende sol. Men aeh....de fremmoedte...min undren var stor. Der var vel 20 unge maend og kvinder fra ungdomsgruppen, KOYID. Amtsborgmesteren og et par andre af lavere rang fra de mange smaa lokal administrative instanser Uganda er opbygget af. Og den vigtigste gaest af dem alle, Antuneta havde vist allerede ventet over en time paa at det hele skulle starte. En del af boernene havde vaeret med paa den hede gaatur og endda flere af deres skolekammerater var med for at bakke op. Skolen med mottoet: We learn to develop, har det maal at eleverne fra en tidlig alder skal laere at vaere bevidste om selv at deltage aktivt i byen udvikling og at tage et socialt ansvar naar de ser et behov for det. Jeg synes det virkede i dag selv for elever i 1. og 2. klasse.

Et par oploeftende taler og en frisk tur ned omkring byggepladsen satte dagens program i sving. Talerraekken var lang og med flere roerende indslag, der til aere for enten Antuneta eller jeg blev oversat (perfekt) fra engelsk til kakwa eller omvendt.

En kvinde fortalte, at hun havde kendt Sibilis mor og overvaeret da Sibili blev afleveret hos Antuneta mens hun endnu var under seks maaneder gammel. Kvinden var imponeret over at Sibili havde overlevet og i dag er en sund og rask pige i 4. klasse. Indimellem sang boernene med deres smaa pibende stemmer og fremsagde digte med morale om ordentlig livfoerelse.

Jeg kunne i min tale drage paraleller til min opvaekst i Viborg, der ogsaa talte mangt en eftermiddag med soede legekammerater paa Viborg Boerne- og Ungdomspension ved Noerresoe. Min mor arbejdede der og det var oplagt at jeg soegte underholdning i et miljoe der var baade trygt og inspirerende. Til gengaeld moedte min mor foragt blandt andre moedre, der ikke forstod at hun lod mig lege med saadanne boern. Saa selv i et moderne Danmark finder den slags gammeldags forbehold overfor marginaliserede boern sted. Det unikke i at trodse andres normalbilleder er kendetegnet for Antuneta. I Uganda er det mest normalt at holde foraeldreloese boern som smaa husslaver, der skal knokle haardt for onkler og tanter, uden tak og ganske uden skolegang. Antuneta, der selv endte sin skolegang i 3. klasse ser anderledes paa boerns rettigheder. Jeg beundrer den kvinde med hele mit hjerte. Uden hende var Koboko vist aldrig rigtig blevet mit hjem.

Der var mange loefter om fremtidig hjaelp fra saavel politikere, som organisationer og private. Jeg haaber meget at KOYID og ikke mindst paraplyorganisationen for civilsamfundsorganisationer i Koboko, KOCISONET, evner at holde alle fast paa de lovende ord. Og derpaa aabnede pengeindsamlingen. Jeg var jo stadig ikke helt overbevist om et positivt resultat, med de faa forsamlede voksne og saa en flok boern, der nysgerrigt var stimlet til for at faa lidt loerdagsunderholdning.

Men min danske skepsis maatte staa til skamme. For siden velgoerenhedsmarchen sidste loerdag har folk ikke staaet stille. I den forgange uge har de stemt 'doerklokker' - eller rettere traadt over doertaerskler. Tiden var nu inde til at proklamere resultatet af ugens indsats.

Ved den afsluttende optaelling stod vi med 1.122.000Ush (over 3000,- kr.) foruden sidste uges 510.000Ush. Desuden skal der i kommende uge foelges op paa mange loefter der i ugens loeb er noteret. Lykkes det at faa alle beloeb i hus er der tale om yderligere 1mioUsh. Dertil vil jeg bare sige, at jeg ikke en gang i de tre forgangne aar har vaeret vidne til en fundraising med saa stort resultat lokalt.

I alt ca. 2.6mioUsh - formiddabelt!

Hvor er det imponerende

Kaere alle laesere og alle bidragsydere

Jeg kan glaede jer alle med at jeg i fredags fik status paa indsamlingen fra Danmark:

I har praesteret et imponerende beloeb paa 19.250,- kr.

Her i Uganda er der ogsaa kommet gang i en egentlig pengeindsamling. I loerdags var Kobokos unge paa 'Velgoerenheds march' rundt i byen sammen med Antunetas boern. Med amtsborgmesteren i fortroppen moedtes de ved boernehjemmet hvorfra turen startede. Med trommespil og dans gik det gennem byen til de erhversdrivende og handlende, kirkefolk og politikere. Ved dagens slutning havde de samlet 1550,- kr i kontanter og for ca. 350,- kr. madvarer. I denne uge fortsaetter kampagnen bl.a. med talkshow i Koboko lokal radio, Spirit FM og reklame rundt i byen. Paa loerdag er der offentlig indsamling, hvor folk kan besoege byggepladsen og se de store fremskridt.

Jeg deltog ikke selv i marchen da jeg var i Kampala for at holde afskedsfest for mine MS kolleger og ugandiske venner. Gaesterne fik adgang til grillen via en lille indsamlingskurv saa det gav yderligere 350,- kr i kassen til byggeriet.

Den sidste bulletin jeg netop har faaet fra Koboko er at de store indkoeb er i gang. Vaeggene i boernenes hus er naesten faerdige, saa nu koebes der trae til spaer og blikplader til tag. Doere og vinduer bestilles en af de naermeste dage og hvis jeg er heldig gaar min droem om at vaere flyttemand for Antuneta i opfyldelse inden jeg om tre uger saetter kurs mod livet i Danmark.

Jeg haaber at have naaet ud til de fleste bidragsydere med nyhederne fra det nordvestlige Uganda. Desvaerre skete det i onsdags at jeg blev roevet fra min bil, mens jeg holdt og ventede paa at svinge. Heldigvis slap jeg med forskraekkelsen og led ingen fysisk overgreb, MEN... desvaerre naaede vedkommende at loebe afsted med en rygsaek med min baerbare, kamera, brille og meget andet. Det betyder at jeg i oejeblikket ikke har computer med dansk tastatur - og jeg har heller ingen billeder at sende til jer for de laa i computeren - laenge leve den digitale verden:o) Saa snart jeg er tilbage i Koboko i morgen vil jeg forsoege at gentage mine mange fotoseancer rundt i byen og snarest laegge dokumentation ud paa denne side, saa I kan se reslutatet af jeres storsindede bidrag.

Jeg har ligeledes mistet mange email adresser paa jer der har bidraget eller i oevrigt har vist interesse for at faa nyheder fra Koboko - I er velkomne til at maile mig paa dot_99@hotmail.com saa jeg kan registrere jer igen. Der er flere der har lagt beskeder via banken da I har overfoert penge. Nogen med dejlige kommentarer og lovning om en fortsat stoette. Haaber I mailer mig saa vi kan finde en god loesning paa dette. Boernehjemskontoen vil forblive aaben i fremtiden og jeg vil kvartalsvis overfoere pengene til Antunetas konto i Koboko - saa toev ikke med at melde dig paa holdet for fortsat stoette.

Børnehjemmets sponsorer

En lang række danskere har gennem årene støttet Antunetas Børnehjem i Koboko. Læs Mie Hersteds beretning her over nogle af de tidligere støttebidrag. Listen vokser løbende og I vil kunne følge med her på siden, når den opdateres.