Mødet med den til tider barske afrikanske virkelighed lod ikke vente længe på sig. Lige inden min ankomst havde Antuneta fået overleveret to små spædbørn på hver en uge gammel og begge babyer var meget syge. Det blev hurtigt mit mål at tilvejebringe den fornødne hjælp, men det krævede at jeg satte alt ind på at netværke i det der kun lige var blevet mit lokalmiljø få dage forinden.
Min dejlige værtsfamilie hos Suzan, der tidligere har været ansat som hushjælp hos diverse udsendte udviklingsarbejdere fra Mellemfolkelig Samvirke, var parate til at springe til. Men det skulle vise sig at være noget af et heldagsprojekt at hyre en speciallejet taxa og få den til at drøne turen mellem børnehjemmet og den lokale sundhedsklinik med det antal mennesker det kræver i disse situationer, for man har brug for mange hjælpere når man skal henvende sig på klinikken, ligesom man selv skal have de fleste remedier med til undersøgelse evt. indlæggelse. Er man ikke forberedt kan man ryge bagest i køen – heldigvis er Mama en velrespekteret og velkendt kvinde i byen og her føltes det helt ok med lidt særbehandling, selvom man gerne vil alle det godt.
Begge babyer blev indlagt, men Mama der havde hævede ben var den der blev installeret i den simple sygehusseng og pludselig så jeg mig selv sidde som den ansvarlige med to nyfødte i armene på en sundhedsklinik i et afsides hjørne af Uganda, der var ikke meget tid til at vænne sig til tanken, her blev man kastet ud i opgaverne.
Pigerne, der var med for at hjælpe og jeg fik sat os på en lille skæv bænk med baby Zwali og lille Daniel, sidst nævnte synes utrolig syg. På begge spædbørn kunne man trække maveskindet godt 5 cm ud og det bekymrede Mama utrolig meget. Rundt om os løb en høne med tre store kyllinger lige i rumpen og overfor sad tre børn med et underligt drop i hovedet og deres mødres bryst i hånden og fik mælk – helt bogstaveligt.
Efter noget tid blev lille Daniel først lagt ind til drop. Sygeplejersken, med sin tro afrikanske indstilling ’Pole pole’ (langsomt langsomt) stak forkert to gange så Daniel skreg.
Derefter var det baby Zwali, der allerede for længst havde stjålet mit hjerte. Jeg glemmer aldrig hans lille blik, der kiggede mig lige i øjnene, da jeg lagde ham på briksen og jeg tuder igen for ikke alene var det så stærk en menneskelig oplevelse at skrive om, men også savnet kommer op i mig når billederne genskabes i mit indre og får tårerne til at trille.
De var indlagt i tre dage og sent en fredag eftermiddagen kom jeg ned på børnehjemmet med flere danske gæster. Min onkel og tante var på et kort visit og jeg glædede mig til at vise det overvældende sted frem.
Men indenfor ventede der mig en chokerende overraskelse. Mama sad på gulvet sammen med en anden kvinde og ved deres side, hvor de andre børn legede, så jeg to blå fødder stikke ud under et hvidt linned.
Mod al normalitet på disse egne væltede følelserne ud af mig og en klump af frustration voksede i mig. Bare ikke fair at Daniel skulle dø lige efter at have indlagt. Men jeg måtte bide det i mig for udenfor ventede resten af ungerne med store øjne samt min onkel og tante. Særligt de små syntes, at det var sjovt og spændende at spille fodbold med min næsten 2 m høje onkel.
Grådkvalt fik jeg baby Zwali i armene. Han havde det bedre, men ikke godt. Det føltes som et levende bevis på Darwins teori om ’Survival of the fittest’ – nu kunne alle ressourcer bruges på at sikre Zwalis helbred og for mit vedkommende også på de andre børn som spændt ventede på at lære mig at kende.
Mine første ti dage var unægtelig meget begivenhedsrige
Comments