Børnehjemmets hårde og drøncharmerende kerne; de skønne drenge: Tvillingerne Asega Hassan og Odugo Hussein, Benya, David Gift og Yasin. En god slåskamp eller endnu bedre en fodboldkamp og drengene var i deres es. Særligt Hassan stjal mit hjerte.
Jeg havde taget en masse tegnegrej med til dem i forsøg på at være kreativ, så vi tegnede meget. Børnene var særligt kreative når der skulle ryddes op, for efter hver gang forsvandt der på ’mystisk’ og morsom vis en håndfuld tusser, der fandt gemmested blandt børnenes øvrige ting. Hmm.. med tiden var det ikke svært at finde ud af hvem jeg skulle gå til når vi næste gang skulle tegne.
En dag viste Benya stolt sine kladdehæfter fra skolen frem. På hver eneste side der var rettet havde han fået den strålende kommentar: Brilliant. Så mange af børnene får helt sikkert noget rigtig godt ud af den skolegang som de danske sponsorer er med til at sikre.
Men de boglige evner bliver indimellem lidt ligegyldige når man betragter børneflokken hos Antuneta. Det mere iøjnefaldende er, at de er enormt arbejdsomme og kreative. På et tidspunkt startede de en produktion af mursten fordi de gerne vil bygge en ekstra hytte. Drengene knoklede løs og virkede fuldstændig til at nyde det. Tror ikke man skulle bede mange danske drenge om at lave sten til deres eget hus.
Indimellem dukker Atama op. Han er ca. 17 år og er opvokset hos Mama. Efter sigende er han hendes nevø og nu fungerer han som handy-man. Han virker ikke skolet, men er bare rigtig venlig, hjælpsom og helt fantastisk overfor børnene. Særligt drengene virker til at nyde når han er der, som en afveksling fra den aldrende Mama og de mange pigers selskab.
Efter oplevelsen af drengenes store hjælpsomhed, deres sociale kompetencer der gør dem i stand til at se udover sig selv, deres ihærdighed i skolen, deres leg, sjov og spas og rekreative stunder med fodbold bliver jeg nærmest harm over, hvordan man af diverse nødhjælpsorganisationer opfordres til at støtte børn på det afrikanske kontinent oftest ved hjælp af skræmmebilleder af børns elendighed. Organisationerne der udelukkende udstiller fortvivlede ansigter, lidelse og energiforladte børn burde faktisk fortælle nogle af de mange glædelige historier, der altså også findes. Det er min overbevisning, at disse børn tillægges nogle bekymringer og en fortvivlelse som ikke reelt eksisterer i deres daglige bevidsthed.
Det burde ikke være så farligt at vise glade børn, som dem jeg har lært at kende hos Antuneta – glæden gør ikke deres behov for hjælp mindre – men måske desto mere glædelig at give.
Comments