Antunetas Børnehjem i Koboko

I nattens mulm og mørke

En af de mest ubeskrivelige oplevelser der har gjort størst indtryk på mig var da jeg overnattede på børnehjemmet.

I tusmørket efter en lang dag, der atter havde bragt os frem og tilbage mellem børnehjemmet og sundhedsklinikken begyndte Hassan, Monday og Atai at vaske alle de små. En efter en landede de med deres bare rumper hos mig for at få deres små varme kroppe cremet ind. Derpå blev alle klumpet sammen i Mamas store dobbeltseng, hvor de kunne klukke og tumle, mens vi andre forsøgte at finde tøj til hver enkelt. Der er ikke meget lys i de små værelser på denne tid et par olielamper kunne bæres med rundt ellers var det bare med at udvikle sit nattesyn i en fart for ikke at fumle for meget rundt.

Mama havde sat sig i køkkenet sammen med Magret og Atoma for at tilberede aftensmaden. De synes alligevel, at jeg var så meget gæst at jeg skulle spise inden døre – og det betød at jeg også spiste alene uanset om jeg forsøgte at ændre den lokale etikette. Udenfor kunne jeg så småt høre alle børnene synge. Det var Yasin, der havde sat gang i stemmerne for at hjælpe de små gennem sult og træthed indtil maden blev serveret.

Straks efter de havde guffet maden i sig med velbehag lagde vi de små tilbage i sengen. De tumlede rundt og faldt en efter en i søvn. Inde på drengeværelset var nogen i gang med at lave lektier til følgende dag, men der blev også tid til røverhistorie og jokes – en rigtig hyggelig afslutning på dagen med de fantastiske børn.

Hvis jeg kunne ville jeg give dem hele verden. De indeholder simpelthen så meget, har selv så meget at byde på og fortjener mere end det hele.

Tæt, tættere og tættest på børnene

En egenskab der er nødvendig for at befinde sig godt på børnehjemmet er, at man ikke må tage sig selv for højtideligt og man må ikke holde sig for fin til at agere i børnenes omgivelser, der er det eneste miljø de kender og som de sætter så stor pris på. Nogle besøgende fra udlandet bliver helt forfærdede over deres kår, men selv er de vildt henrykte over de store forhold og gode huse de fik da de flyttede centrum af Koboko og ud i deres skoles grønne områder i Ombachi.

Alle de små unger render rundt med bare rumper. Efter flere gange at have sorteret, ryddet og lagt på hylder har jeg set at der er tøj nok, men tror faktisk at det er af praktiske grunde de render sådan rundt. Det tog mig nemlig ikke mange timer på børnehjemmet før jeg var klar over, at jeg ligeså godt kunne vende mig til at leve med at blive både tisset og skidt på af de små.  De større børn forsøgte altid at afværge de værste katastrofer for mig. De råbte panisk op, hvis jeg f.eks. var ved at tage lille Fiona ind til mig og de på afstand kunne se, at hun havde en indtørret gave i rumpen. Oftest råbte de i tide – og ellers fik de et gigantisk godt grin.

I det hele taget oplevede jeg, at vi brugte meget tid på at grine, pjatte og komme hinanden nær.

I de sidste 1½ måned kaldte de mig ’Auntie’ og særligt rørende var det, at Miriamungo, der er sent udviklet og med sine snart fem år stadig ikke har et sprog gik fra kun at sige Oba (bedstemor) til faktisk at sige mit navn. Det var ægte familiefølelse når jeg var hos dem og de har lært mig så utrolig meget. Det var meget let at lukke børnene ind og helt igennem vidunderligt at se den livsglæde der udviklede sig gensidigt mens jeg var der. Hver især har de sat deres spor i mig og det er mit ønske, at andre må rejse ud i mit sted og tage del i deres hverdag og bidrage til den, for der er ingen grænser for hvad man kan få lov at give og hvad man får igen. Jeg er overbevist om, at Antuneta fortsat vil tage imod danske besøgende med åbne arme. Selv kan hun yde den nødvendige kærlighed og omsorg, men rent fysisk er der er meget hun ikke kan deltage i med de større børn.

Man skal også vise glade børn

Børnehjemmets hårde og drøncharmerende kerne; de skønne drenge: Tvillingerne Asega Hassan og Odugo Hussein, Benya, David Gift og Yasin. En god slåskamp eller endnu bedre en fodboldkamp og drengene var i deres es. Særligt Hassan stjal mit hjerte.

Jeg havde taget en masse tegnegrej med til dem i forsøg på at være kreativ, så vi tegnede meget. Børnene var særligt kreative når der skulle ryddes op, for efter hver gang forsvandt der på ’mystisk’ og morsom vis en håndfuld tusser, der fandt gemmested blandt børnenes øvrige ting. Hmm.. med tiden var det ikke svært at finde ud af hvem jeg skulle gå til når vi næste gang skulle tegne.

 

En dag viste Benya stolt sine kladdehæfter fra skolen frem. På hver eneste side der var rettet havde han fået den strålende kommentar: Brilliant. Så mange af børnene får helt sikkert noget rigtig godt ud af den skolegang som de danske sponsorer er med til at sikre.

 

Men de boglige evner bliver indimellem lidt ligegyldige når man betragter børneflokken hos Antuneta. Det mere iøjnefaldende er, at de er enormt arbejdsomme og kreative. På et tidspunkt startede de en produktion af mursten fordi de gerne vil bygge en ekstra hytte. Drengene knoklede løs og virkede fuldstændig til at nyde det. Tror ikke man skulle bede mange danske drenge om at lave sten til deres eget hus.

Indimellem dukker Atama op. Han er ca. 17 år og er opvokset hos Mama. Efter sigende er han hendes nevø og nu fungerer han som handy-man. Han virker ikke skolet, men er bare rigtig venlig, hjælpsom og helt fantastisk overfor børnene. Særligt drengene virker til at nyde når han er der, som en afveksling fra den aldrende Mama og de mange pigers selskab.

Efter oplevelsen af drengenes store hjælpsomhed, deres sociale kompetencer der gør dem i stand til at se udover sig selv, deres ihærdighed i skolen, deres leg, sjov og spas og rekreative stunder med fodbold bliver jeg nærmest harm over, hvordan man af diverse nødhjælpsorganisationer opfordres til at støtte børn på det afrikanske kontinent oftest ved hjælp af skræmmebilleder af børns elendighed. Organisationerne der udelukkende udstiller fortvivlede ansigter, lidelse og energiforladte børn burde faktisk fortælle nogle af de mange glædelige historier, der altså også findes. Det er min overbevisning, at disse børn tillægges nogle bekymringer og en fortvivlelse som ikke reelt eksisterer i deres daglige bevidsthed.

 

Det burde ikke være så farligt at vise glade børn, som dem jeg har lært at kende hos Antuneta – glæden gør ikke deres behov for hjælp mindre – men måske desto mere glædelig at give.

De andres behov

Man giver så lidt og får ti gange så meget igen. Efter de første par uger havde børnene gennemskuet at der var god mulighed for sjov og leg i mit selskab og de små stod i kø for svingture og kildeture. Børmehjemmet emmer af utrolig meget glæde og sjov. Her leves og nydes livet i nuet. Børn i alle aldre tager sig godt af hinanden.

Alligevel skulle jeg lige vende sig til, at de to enestående piger Monday og Atoma blev kaldt på 30 gange om dagen. Med danske øjne kunne det minde lidt om Askepot og man fik ondt langt ind i hjertet af de afsavn man synes de må lide, men det er ikke det indtryk pigerne selv efterlader en med.

Pigernes opgaver spænder vidt.

De vasker veranda, fejer, vasker tøj, laver mad, rydder op sammen med Atai, varmer mælk og mader med stor moderlig omsorg spædbørnene som de også bader. Mama ville slet ikke kunne klare sig uden, hvilket også er tydeligt blandt de øvrige voksne der har deres gang på børnehjemmet, så som børnenes lærere. I mit stille sind måtte jeg tænke, hvor søren er deres barndom, men de lever ikke udenfor normalen i Uganda så spørgsmålet holdt jeg for mig selv.

 

Særligt Monday er helt ubeskrivelig hjælpsom, meget kreativ og jævnt god i skolen, hvor hun også roses for sine sociale kompetencer.

Som udgangspunkt er hun meget generet, men en dag nærmede hun sig, gik lidt som katten om den varme grød…der var noget hun gerne ville sige og faktisk er Monday ret god til engelsk når bare hun tager sig mod til. Og der var det hun spurgte, om hun ikke nok måtte komme med til Danmark og at jeg ikke måtte rejse alene. Og det kan jo være svært af afslå et ønske fra en så stærk pige der uafbrudt varetager alle andres behov.

 

Med følelserne udenpå - mødet med det virkelige Afrika

Mødet med den til tider barske afrikanske virkelighed lod ikke vente længe på sig. Lige inden min ankomst havde Antuneta fået overleveret to små spædbørn på hver en uge gammel og begge babyer var meget syge. Det blev hurtigt mit mål at tilvejebringe den fornødne hjælp, men det krævede at jeg satte alt ind på at netværke i det der kun lige var blevet mit lokalmiljø få dage forinden.

Min dejlige værtsfamilie hos Suzan, der tidligere har været ansat som hushjælp hos diverse udsendte udviklingsarbejdere fra Mellemfolkelig Samvirke, var parate til at springe til. Men det skulle vise sig at være noget af et heldagsprojekt at hyre en speciallejet taxa og få den til at drøne turen mellem børnehjemmet og den lokale sundhedsklinik med det antal mennesker det kræver i disse situationer, for man har brug for mange hjælpere når man skal henvende sig på klinikken, ligesom man selv skal have de fleste remedier med til undersøgelse evt. indlæggelse. Er man ikke forberedt kan man ryge bagest i køen – heldigvis er Mama en velrespekteret og velkendt kvinde i byen og her føltes det helt ok med lidt særbehandling, selvom man gerne vil alle det godt.

 

Begge babyer blev indlagt, men Mama der havde hævede ben var den der blev installeret i den simple sygehusseng og pludselig så jeg mig selv sidde som den ansvarlige med to nyfødte i armene på en sundhedsklinik i et afsides hjørne af Uganda, der var ikke meget tid til at vænne sig til tanken, her blev man kastet ud i opgaverne.

Pigerne, der var med for at hjælpe og jeg fik sat os på en lille skæv bænk med baby Zwali og lille Daniel, sidst nævnte synes utrolig syg. På begge spædbørn kunne man trække maveskindet godt 5 cm ud og det bekymrede Mama utrolig meget. Rundt om os løb en høne med tre store kyllinger lige i rumpen og overfor sad tre børn med et underligt drop i hovedet og deres mødres bryst i hånden og fik mælk – helt bogstaveligt.

Efter noget tid blev lille Daniel først lagt ind til drop. Sygeplejersken, med sin tro afrikanske indstilling ’Pole pole’ (langsomt langsomt) stak forkert to gange så Daniel skreg.

Derefter var det baby Zwali, der allerede for længst havde stjålet mit hjerte. Jeg glemmer aldrig hans lille blik, der kiggede mig lige i øjnene, da jeg lagde ham på briksen og jeg tuder igen for ikke alene var det så stærk en menneskelig oplevelse at skrive om, men også savnet kommer op i mig når billederne genskabes i mit indre og får tårerne til at trille.

 

De var indlagt i tre dage og sent en fredag eftermiddagen kom jeg ned på børnehjemmet med flere danske gæster. Min onkel og tante var på et kort visit og jeg glædede mig til at vise det overvældende sted frem.

Men indenfor ventede der mig en chokerende overraskelse. Mama sad på gulvet sammen med en anden kvinde og ved deres side, hvor de andre børn legede, så jeg to blå fødder stikke ud under et hvidt linned.

Mod al normalitet på disse egne væltede følelserne ud af mig og en klump af frustration voksede i mig. Bare ikke fair at Daniel skulle dø lige efter at have indlagt. Men jeg måtte bide det i mig for udenfor ventede resten af ungerne med store øjne samt min onkel og tante. Særligt de små syntes, at det var sjovt og spændende at spille fodbold med min næsten 2 m høje onkel.

Grådkvalt fik jeg baby Zwali i armene. Han havde det bedre, men ikke godt. Det føltes som et levende bevis på Darwins teori om ’Survival of the fittest’ – nu kunne alle ressourcer bruges på at sikre Zwalis helbred og for mit vedkommende også på de andre børn som spændt ventede på at lære mig at kende.

Mine første ti dage var unægtelig meget begivenhedsrige

Frivillig hos Mama Antuneta - Cecilie fortæller

Jeg ankom til Antunetas børnehjem i december 2008.

Ved første møde med stedet var jeg meget skeptisk. Der blev ikke rigtig talt engelsk ikke rigtig blev talt, andre frivillige havde ikke udelukkende været positive og samtidig var stedet så ydmygt. Men i løbet af de første 14 dage var al min skepsis gjort til skamme og mit forhold til stedet voksede sig tættere fra dag til dag.

Efter kun ganske kort tid begyndte jeg at stortrives og mit tillidsforhold til børnene voksede én for én, dag for dag. Antunetas niece Emma var en særlig stor hjælp i starten. Hun gjorde sit bedste for at kommunikere på engelsk og hun skabte en fantastisk åbning til de andre. Vi kunne tale om alt og vi fik stillet mange gensidige spørgsmål. Det var en helt fantastisk måde at komme ind på livet af børnene og Mama og deres hjem. Det blev en stor og udbytterig oplevelse efterhånden som børnene fortalte og åbnede op.

 

Fra første dag var Mama utrolig varm og hjertelig overfor mig. Jeg ser denne gamle dame som et mirakel for børnene. Hun tager sig virkelig godt af dem alle og yder en altafgørende omsorg – mig inkluderede hun på en helt igennem fantastisk måde.

En simpel men glædelig hverdagssituation på børnehjemmet kunne være Mama og jeg, der sidder og åbner jordnødder, som dyrkes og spises i stor stil på disse egne. De mindste børn kravler omkring os og leger i skallerne. De forsøger at charme sig ind for at få lidt jordnødder. Hernede er der ingen regler for hvornår det er aldersmæssigt forsvarligt at børn spiser nødder, ligesom man ofte finder ganske små børn kravlende rundt i støvet med en rusten kapsel fra en Coca Cola i munden. Lidt længere væk har de store børn delt sig op i drenge og piger. De jagtede rundt efter hinanden i et boldspil. Og hele scenariet ser Mama tydeligvis ud til at nyde. Hun griner og hygger sig ved at se alle børnene i leg med hinanden og med store smil på læberne. Et øjeblik der var så fantastisk og meget meget ægte.

 

Mama er unægtelig en gammel dame, hvis levetid allerede overstiger den gennemsnitlige levealder for kvinder i Uganda. Hver dag har hun mange ben- og rygsmerter, derfor kunne jeg hurtigt påtage mig en masse ansvar i dagligdagen og Antuneta satte ubeskrivelig meget pris på den sparring og aflastning jeg kunne tilbyde. I de tre uforglemmelige måneder var jeg aldrig i tvivl om Antunetas glæde ved mit engagement. Hun kunne finde på at sidde med armene rettet mod himlen og takke. Det er tydeligt at den støtte børnehjemmet får fra Danmark er enestående og uundværlig og børnene ved helt sikkert besked. Al hjælp er højt værdsat.

Antuneta er en fantastisk kvinde. Jeg føler mig simpelthen så privilegeret over at have lært hende at kende, at kende børnene og at have været på dette sted.

En rejse som denne burde være obligatorisk for alle unge danskere.