Ved første møde med stedet var jeg meget skeptisk. Der blev ikke rigtig talt engelsk ikke rigtig blev talt, andre frivillige havde ikke udelukkende været positive og samtidig var stedet så ydmygt. Men i løbet af de første 14 dage var al min skepsis gjort til skamme og mit forhold til stedet voksede sig tættere fra dag til dag. Efter kun ganske kort tid begyndte jeg at stortrives og mit tillidsforhold til børnene voksede én for én, dag for dag. Antunetas niece Emma var en særlig stor hjælp i starten. Hun gjorde sit bedste for at kommunikere på engelsk og hun skabte en fantastisk åbning til de andre. Vi kunne tale om alt og vi fik stillet mange gensidige spørgsmål. Det var en helt fantastisk måde at komme ind på livet af børnene og Mama og deres hjem. Det blev en stor og udbytterig oplevelse efterhånden som børnene fortalte og åbnede op. Fra første dag var Mama utrolig varm og hjertelig overfor mig. Jeg ser denne gamle dame som et mirakel for børnene. Hun tager sig virkelig godt af dem alle og yder en altafgørende omsorg – mig inkluderede hun på en helt igennem fantastisk måde. Mama er unægtelig en gammel dame, hvis levetid allerede overstiger den gennemsnitlige levealder for kvinder i Uganda. Hver dag har hun mange ben- og rygsmerter, derfor kunne jeg hurtigt påtage mig en masse ansvar i dagligdagen og Antuneta satte ubeskrivelig meget pris på den sparring og aflastning jeg kunne tilbyde. I de tre uforglemmelige måneder var jeg aldrig i tvivl om Antunetas glæde ved mit engagement. Hun kunne finde på at sidde med armene rettet mod himlen og takke. Det er tydeligt at den støtte børnehjemmet får fra Danmark er enestående og uundværlig og børnene ved helt sikkert besked. Al hjælp er højt værdsat. Antuneta er en fantastisk kvinde. Jeg føler mig simpelthen så privilegeret over at have lært hende at kende, at kende børnene og at have været på dette sted. En rejse som denne burde være obligatorisk for alle unge danskere. 
Jeg ankom til Antunetas børnehjem i december 2008. 
En simpel men glædelig hverdagssituation på børnehjemmet kunne være Mama og jeg, der sidder og åbner jordnødder, som dyrkes og spises i stor stil på disse egne. De mindste børn kravler omkring os og leger i skallerne. De forsøger at charme sig ind for at få lidt jordnødder. Hernede er der ingen regler for hvornår det er aldersmæssigt forsvarligt at børn spiser nødder, ligesom man ofte finder ganske små børn kravlende rundt i støvet med en rusten kapsel fra en Coca Cola i munden. Lidt længere væk har de store børn delt sig op i drenge og piger. De jagtede rundt efter hinanden i et boldspil. Og hele scenariet ser Mama tydeligvis ud til at nyde. Hun griner og hygger sig ved at se alle børnene i leg med hinanden og med store smil på læberne. Et øjeblik der var så fantastisk og meget meget ægte.
Comments