Antunetas Børnehjem, Koboko
Vi skal samle op imod 30.000,- kr. i henholdsvis Danmark og Koboko. Priserne på byggematerialer er hentet på det lokale marked i Koboko, der desværre har oplevet voldsom inflation i prisniveau det sidste årstid. Det skyldes at man efter fredsaftalen mellem Nord- og Sydsudan har fået adgang til helt nye markeder med ubeskrivelig stor efterspørgsel inde i Sudan. Dejligt for Sudan, dejligt for forretningsmændene – virkelig hårdt for den almindelige borger hvis få shillings knap kan brødføde familien og sende børnene i skole.
Lidt historie – fordi du er nysgerrig
Antuneta:
Hun er en varmhjertet Mama Watato – moren med de mange børn – på 66. Over de sidste tredive år har Antuneta taget imod efterladte, udstødte og forældreløse børn i alle aldre. Hun har huset, passet og plejet dem og givet dem fantastiske mængder af omsorg – helt imod alle normer i Uganda, hvor den slags børn oftest ender i elendige vilkår hos en fjern tante eller farens kone nr. X.
Mest bemærkelsesværdigt er Antunetas insisteren på børnenes skolegang. Selv nåede hun aldrig over 3. klassetrin og af hele hendes moderlige hjerte vil hun at hendes mange forældreløse børn skal have bedre vilkår og muligheder i livet.
Det var i mange år svært for hende at skaffe penge til de mest almindelige fornødenheder. Enkelte kirker ville hjælpe, men under forudsætning af at hun og børnene konverterede. Frihed til eget valg af religion ville hun ikke opgive, hverken på egne eller børnenes vegne. Så hun valgte den svære løsning, at kæmpe alene.
De sidste seks år har Antuneta nydt en stigende opmærksomhed fra tidligere og nuværende danskere, der har været udsendt til Koboko af Mellemfolkeligt Samvirke. Det skal understreges at MS’ernes engagement i børnehjemmet er ganske uafhængigt af MS – en helt privat fritidsinteresse om man vil.
Ikke desto mindre er det lykkedes disse MS’ere at punke venner og bekendte fra Danmark til at støtte børnehjemmet med skolepenge. Det betyder at Antuneta med denne hjælp i dag kan prale af at ALLE børn går i skole. Med de nye prisstigninger i Koboko er der stadig lavvande i kassen mht. madforsyninger og penge til medicin. Om et par år vil behovet for skolepenge igen vokse når fire babyer når skolealderen – men lige nu er den udfordring løst.
Børnene:
De er i alderen 1 måned til 15 år og tæller otte drenge og ti piger.
Sidste skud på stammen er en lille unavngivet pige som blev afleveret for 1½ uge siden. Som i de fleste andre tilfælde er historien at moderen døde under fødslen, hvilket desværre er alt for almindeligt i Koboko og omegn. Et andet kendetegn er fædrenes manglende evne og interesse i selv at opfostre et spædbarn og sørge for dets fremtid – svært at finde ny kone med en baby på slæb! Sidst men ikke mindst er der børn, hvor begge forældre er døde af aids, et par tvillinger der er efterladt fordi ’to med et smæk’ er forbundet med hekseri i Uganda, andre hvis mor har været psykisk syg eller af anden årsag rejst fra dem – måske fordi faren ikke ville tage sig af hende og børnene.
Den yngste skolesøgende pige, Candiru, er 6 år og går i Top Class – sidste år af børnehaven. Den ældste skolesøgende dreng, Musisi, går i 8. klasse på en kostskole lidt udenfor byen. Derimellem spreder børnene sig fra 1. til 6. klasse. Mange har svært ved skolen, men med hjælpen fra de danske venner er de fleste fra i år sikret skolegang på byens bedste privatskole, hvor klassekvotienten er 28 i stedet for 150! Vi håber at det giver den nødvendige støtte og opmærksomhed som er helt essentiel for disse udsatte børn.
Udover de skolesøgende børn er der fire babyer – under 2 år.
Fra de er ganske små har børnene uden diskussion og helt naturligt taget del i de huslige pligter omkring deres hjem hos Antuneta. Det er helt almindeligt at pigerne allerede fra 4-5 års alderen kokkererede ved åben ild og slæbte tunge, varme gryder med de bare hænder. I samme alder ser man de tager sig moderligt af en på ½ år. Et eksempel er Monday, en lille fin pige på nu ca. 6 år med et alvorligt udseende. Når jeg i en alder af 33 kigger på hende er det oftest for at konkludere hun allerede er ældre end mig. Hun passer ’de små’, bader dem, skifter tøj (bemærk ingen bleer her!), bærer dem rundt, mader dem og når de er syge tager hun med på klinikken for at sidde med dem den ganske dag – sørger for væske til dem og balancerer med stor perfektion med at køle te, der præcist hældes fra en kop til en anden for at have rette temperatur til babyerne.
Svært at give et billede af en virkelighed der er så fjern fra den danske – gribende, rørende og helt unikt at leve midt i den.
Nuværende hjem:
Antuneta bor med børnene i en nedslidt lerhytte med utæt brandfarligt græstag midt i det der i nærmeste fremtid bliver Kobokos såkaldte industriområde. Allerede for at år siden bad Antuneta til at hytten kunne blive renoveret. Rindende vand er godt, men ikke når det er i form af regn, der siler gennem taget i den heftige regntid! Termitter har længe hærget både gulv, vægge og tag. Sikkerheden er elendig og i Antunetas fravær går misundelige naboer og andre gerne ind og tager for sig af tøj og andre ting som danskerne har samlet ind til børnene.
Sidste år var der ingen penge at hente og den lokale befolknings opmærksomhed på hendes situation var endnu ikke opstået. Lokalpolitikere frabad sig nybyggeri og al form for renovering da beboerne kun er i området på lånt tid – i mellemtiden har vi dog sneget os til at grave en ny latrine…nogen behov må mødes akut!
Sidenhen har en flok tidligere frivillige i Uganda holdt fest hjemme i Danmark og danset sig til en god indsamling. Pengene har hjulpet til at købe et stykke jord i bedre omgivelser væk fra byens fristelser og tarvelige vilkår. Jorden blev købt ved juletid, men der mangler stadig en del penge. Sælger har dog indvilliget i at Antunetas hjælpere kan begynde at bygge det nye børnehjem.
Heldet har ville, at med stor indsats af skoleinspektøren på børnenes skole er der en voksende interesse blandt lokale unge til at gøre en indsats for at hjælpe den gamle dame til bedre forhold. Ikke alene knokler de fysisk med byggeriet i øjeblikket, men de satser på at området, hvor børnenes skole og hjem ligger side om side skal udvikle sig til en slags ’børneby’, hvor børnenes forskellige behov kan tilgodeses. Dermed satser de på at lave rekreative fritidsaktiviteter, samt skabe mulighed for at børnene kan søge råd og vejledning gennem social- og sundhedspædagoger.
Kommende hjem:
Med lynets hast skal vi have bygget nyt hjem til Antuneta og de 18 børn inden regnen i løbet af den næste måned begynder at vælte ned. De sidste par weekender har byens ungdomsgruppe med frivillig indsats stået i mudder til knæene og har ’fabrikeret’ mursten til byggeriet.
I kommende uge (fra mandag 5. marts) går de i gang med at bygge den lerhytte Antuneta skal have samt en ’blok’ med fire værelser, der fremover skal huse børnene. På pladsen bliver der i øvrigt en køkkenhytte, samt ordentlige sanitære forhold i form af separate latriner for drenge og piger – og en særligt til Antuneta – samt badehuse til alle.
Byggeriet er startskuddet for en lokal indsamling af penge til byggematerialer og arbejdskraft – der hvor der kræves mere en almen byggeekspertise.
I sidste uge af marts afholder ungdomsgruppen sammen med andre organiserede grupper i byen en omfattende fundraising. Dels skal de på ’Dør til Dør’-tur rundt i byen, dels en offentlig indsamling på pladsen ved byggeriet for Kobokos borgere, politikere, forretningsfolk – og ja alle er velkomne!
En af disse ’organiserede grupper’ er i daglig tale gået hen og blevet kaldt: The Danish Friends – du har modtaget denne mail fordi vi håber på at du er en af dem!!!
I dag kan man laese i Berlingske Tidende at danskerne vil have paaskeluksus og derfor er paa vej ud at koebe ind til paaskefrokosten for 900 mio kr. for at kunne fejre hoejtiden med maner. I gaar fremgik det af selvsamme avis, at kun hver femte dansker tror paa hoejtidens budskab. Her paa aekvator midt paa jorden lige under solen staar verden indimellem lidt paa hovedet, for man maa sige at det her paa egnen nok naeremere er omvendt. Altsaa 900 mio (!?) tror paa paaskens budskab, men kun hver femte har raad til at fejre det - saadan sat lidt firkantet op paa spidsen:o)
Og nej jeg er da ikke uenig i at forebygge og tage forbehold - men helt alvorligt er det svaert at vaere bekymret for denne musvaage endsige fugleinfluenza, der maaske eksisterer paa dansk territorie - maaske ikke - naar man er hernede og oplever hvad folk rent faktisk doer af uden de har mulighed for at gribe ind selv. Det sidste aar har der vaeret konstante kolera udbrud, i de sidste maaneders toertid udvidet med meningitis udbrud og saa de omfattende malaria tilfaelde for slet ikke at glemme hiv/aids smitten, der lever en saerlig udbredelse i en graenseby som Koboko, fyldt med transportfirmaer og chauffoerer lang hjemmefra. 
Recent Comments